Svensk assistent og ernæringsvejleder fuldender herrelandsholdets team

De sidste brikker er faldet på plads i herrelandsholdets trænerteam. Mikael Karlberg, der blev ansat som landstræner i maj, har sammen med Floorball Danmark fundet frem til de to personer, der fuldender trænerteamet.

Som ny assistenttræner for herrelandsholdet bliver det den erfarne svensker Anders Mörk, der har international erfaring fra VM 2014, hvor han var general manager for det svenske herrelandshold – samme slutrunde, hvor landstræner Mikael Karlberg havde en rolle som scout for Sverige.

Til dagligt arbejder Anders Mörk i det svenske forbund og har trænererfaring fra 1. division i Sverige. Op til denne sæson er han vendt tilbage til Hässelby SK, som han var med til at starte for 30 år siden. Her har han tidligere været træner for herrer, damer og ungdom. Aktuelt er han cheftræner for deres herre-A, der spiller i 2. division.

Ernæringsvejleder som holdleder

Udover ny assistenttræner får herrelandsholdet tilgang af Anne Baden Bertelsen, der til dagligt arbejder som ernæringsvejleder på Randers Realskole og hos Randers Talent & Elite. Hun er uddannet P.Ba. i Ernæring & Sundhed og kommer både til at vejlede spillerne og have en rolle som holdleder, når herrelandsholdet er af sted til samlinger og kampe.

Både Anders Mörk og Anne Baden Bertelsen tilslutter sig trænerteamet, der udover Mikael Karlberg tæller sportspsykologisk konsulent Thomas Danielsen, fysisk træner Rikke Pedersen og massør Carina Hansen, når herrelandsholdet samles på søndag i Aarhus.

Floorball Danmark byder begge velkommen i teamet.