Første ligaudviklingsseminar blev en succes

Søndag den 8. oktober blev det første ligaudviklingsseminar afviklet i Tilst i forbindelse med herrelandsholdets samling. Trænerne fra seks ligaforeninger deltog og tog godt i mod det nye initiativ, der blandt andet har til formål at styrke samarbejdet med herrelandsholdets trænerteam.

Trænere fra Frederikshavn Blackhawks, Rødovre FC, Århus FK, Benløse FC, Sunds Seahawks FC og Copenhagen FC havde dagen igennem fokus på, hvordan de sammen med herrelandsholdets trænerteam kan løfte spillernes niveau ude i klubberne.

Sportspsykologisk konsulent Thomas Danielsen, der er en af de kompetencepersoner, der er tilknyttet herrelandsholdet, stod for en række oplæg, som trænerne ud fra kunne diskutere udvikling af træningsmiljøet i ligaforeningerne.

– Vi har nu startet dialogen trænerne imellem, og det er rigtig positivt, at alle trænere bidrager til at løfte diskussionen om, hvordan vi kan videreudvikle træningsmiljøerne i dansk floorball. Der er flere emner, som vi med fordel kan løfte sammen, og her tror jeg, at det er den manglende viden, der er den store stopklods i forhold til fx at få implementeret den fysiske træning i klubberne, udtaler Thomas Danielsen.

Ligatrænerne fik indblik i tankerne omkring arbejdet med herrelandsholdet

Herrelandstræner Mikael Karlberg gennemgik sammen med trænerne sine tanker omkring holdet – ligesom trænerne fik indblik i, hvordan herrelandsholdet har arbejdet hidtil, og hvordan holdet skal udvikle sig yderligere i de kommende år.

Der var bred enighed om at fokusset på at styrke samarbejdet er en af nøglerne til at få skabt en stærkere dialog omkring, hvordan vi i samarbejde kan sikre den bedst mulige udvikling for spillerne i foreningerne.

Trænerne og landstrænerteamet fik endvidere sat rammerne for, hvordan feedback omkring spillernes præstation på landsholdets aktiviteter skulle fungere fremadrettet. Således får trænerne løbende en status på, hvordan deres spillere præsterer på samlingerne og  hvilke elementer, trænerne kan understøtte i forhold til spillernes udvikling.