Forrygende floorballfest til DIF DM-ugen

Rungsted-Hørsholm FK og Hvidovre Attack FC skrev historie ved at blive de første danske mestre i 3v3, da finalestævnet søndag den 28. juni blev afviklet som en del af DIF DM-ugen i Herning. Ud over en række intense kampe på både kvinde- og herresiden og to dramatiske finaler blev floorballs debut ved DIF DM-ugen en stor succes.

Finalestævnet blev afviklet på en overdækket bane midt i Herning centrum, hvor otte kampe kulminerede med to dramatiske finaler foran fyldte tilskuerpladser og en fantastisk stemning. Begge finaler blev først afgjort efter både forlænget spilletid og straffeslagskonkurrence.

Kvindernes finale mellem Rungsted-Hørsholm FK og Alliancen København blev en yderst tæt affære. Kampen sluttede 4-4 efter ordinær spilletid, og først efter forlænget spilletid og straffeslagskonkurrence kunne Rungsted-Hørsholm FK lade sig kåre som de første danske mestre i 3v3. Aarhus Floorball Klub TST sikrede sig bronzemedaljerne med en 4-1-sejr over Hvidovre Attack FC.

I herrefinalen stod Hvidovre Attack FC over for Akademiholdet fra Alliancen København i et opgør, der udviklede sig til et sandt drama. Hvidovre bragte sig foran 4-3 blot 11 sekunder før tid, men Alliancen udlignede sensationelt til 4-4 med ét sekund tilbage på uret. Efter en målløs forlængelse kunne Hvidovre Attack FC til sidst sikre DM-guldet efter straffeslagskonkurrencen. Bronzemedaljerne gik til Sunds Seahawks FC, som besejrede AaB Floorball med 8-6 i en underholdende bronzekamp.

Finalestævnet markerede samtidig en vigtig milepæl for dansk floorball. Som en del af DIF DM-ugen blev sporten præsenteret for et stort publikum, og de mange tilskuere fik oplevet den hurtige og intense 3v3-version af floorball på nærmeste hold. Dagen bød desuden på omtale i både radio og tv, ligesom DR lagde vejen forbi finalerne og interviewede vinderne af herrefinalen.

Se interview på Floorball Danmark Facebook med Rasmus Wernblad fra Hvidovre Attack FC og Rebekka Mogensen fra Aarhus Floorball Klub TST om, hvordan det var at spille 3v3 ved DM-ugen.

3v3-formatet blev introduceret i denne sæson med kvalifikationsstævner rundt om i landet, inden de bedste hold mødtes til finalestævnet i Herning. Erfaringerne fra den første sæson giver lyst til mere, og Floorball Danmark forventer at udvide antallet af 3v3-stævner i den kommende sæson for både børn og voksne.

Floorball Danmark har overfor arrangørerne af DIF DM-ugen tilkendegivet ønske om også at være med til DIF DM-ugen i 2027, hvor den ugelange idrætsfest skal afvikles i Aarhus.

Foto: Jonas Witt