Er dit hold tilmeldt Pokalturneringen?

Alle A-medlemsklubber har i dag modtaget en mail til gennemgang indeholdende oversigt over de tilmeldte hold til den kommende pokalturnering. Se listen her.

Klubberne har frist til den 18. juni kl. 12.00 i forhold til ændringer til tilmelding. Står dit hold ikke på listen, så skynd dig at skriv til turnering@floorball.dk.

Lodtrækningen til de første kampe i pokalturneringen foretages den 23. juni kl. 10.00.

Årsmødet vedtog ændringer i pokalturneringen

På Floorball Danmarks årsmøde den 30. maj 2026 blev der vedtaget flere ændringer til Pokalturneringsreglementet. Ændringerne vil blandt andet skabe større fleksibilitet i planlægningen af Final4, sikre en mere ligelig fordeling af dommerudgifterne ved afvikling af pokalkampe samt præcisere reglementet yderligere.

Final4-formatet fastholdes og planlægningen gøres mere fleksibel

Årsmødet behandlede spørgsmålet om fremtidens Final4-format, som havde været til diskussion både på årsmødet i 2025 samt Struktur- og Budgetmødet i 2025. Repræsentantskabet besluttede at fastholde den nuværende model, hvor Final4 afvikles samlet over én weekend, for både kvinder og herrer. Samtidig blev den eksisterende formulering i reglementet bevaret.

Selvom Final4-formatet fastholdes, blev der vedtaget en ændring, som giver større fleksibilitet i planlægningen af pokalfinalerne. Reglementet ændres således, at Final4 fremover kan afvikles i enten januar eller februar. Ændringen skal gøre det lettere at tage hensyn til internationale terminer samt perioden omkring jul og nytår i den samlede turneringsplanlægning. Forslaget blev vedtaget med 26 stemmer for og ingen imod.

Deling af dommerudgifter

Der blev også vedtaget en ændring af de økonomiske rammer omkring pokalkampene.

Fremover skal hjemme- og udehold dele udgifterne til dommerhonorarer og kørsel i den enkelte pokalkamp. Baggrunden for forslaget var et ønske om at mindske de økonomiske byrder for især lavere rangerede hold, som har hjemmebanefordelen i alle indledende pokalrunder. Forslaget blev vedtaget med 19 stemmer for og 4 imod.

Præcisering af reglementet

Pokalturneringen er opdelt i en øst- og vestregion frem til Final4. Med den vedtagne ændring til §3 er det nu præciseret, at hold fra samme region kan mødes i semifinalerne. Forslaget blev vedtaget med 24 stemmer for og ingen imod.

Træder i kraft fra kommende sæson

De vedtagne ændringer er nu indarbejdet i Pokalturneringsreglementet og vil være gældende for de kommende udgaver af Floorball Danmarks pokalturnering.

Du kan finde Pokalturneringsreglementet under Sæson 2026-2027.