Optakt til kvindernes Superfinale 2024

Optakt til kvindernes Superfinale 2024

 

Nu gælder det! Den store superfinale, hvor Frederikshavn Blackhawks og Copenhagen FC tørner sammen i kampen om guldet i kvindernes Select Floorball Liga 2023/2024.

Frederikshavn er forsvarende danske mestre og pokalmestre, og derfor også min naturlige favorit til at tage guldet mod det rutinerede Copenhagen FC hold, som har set bedre dage, end de gør lige nu.

Nuvel Copenhagen er bestemt ikke noget dårligt hold og de har stadig masser af kvalitet, men det er summen af alle de små ting, som gør jeg ikke ser dem, som danske mestre når finalen er spillet d. 4 maj i Næstved.

Matcher jeg de to hold op imod hinanden, så har Copenhagen måske en my mere kvalitet på enkelte topspillere, herunder Laura de Fries, Nanna Møller Sørensen og Paula Granlund. Men Frederikshavn har bare tre kæder, som med små marginaler ellers er lige stærke og det tror jeg giver Copenhagen problemer set over 60 minutter.

Nøglen for københavnerne er at trække tempoet ud af kampen, men det er svært når Frederikshavn kan sætte tempoet op i alle deres tre kæder. Derudover så ligner Frederikshavnerholdet også til at være i bedre fysisk forfatning.

Copenhagen har fået et par særdeles stærke spillere retur den sidste måneds tid. Således er Klara Fjorder igen at finde i truppen, det har hun været de sidste par måneder, men senest er Matilde Lundberg checket ind igen, og så er stærke Isabelle Ruthstrøm tilbage fra skade.

Netop Ruthstrøm står til at spille i finalen, men den vigtige detaljer her er at hun også træner for Copenhagen. En spillende træner i en finale, mod en særdeles kompetent træner på Frederiskhavns bænk synes jeg er problematisk, for de taktiske udfordringer, som vil opstå i en så vigtig kamp med to stærke hold.

Mit bud er at Frederikshavn vil forsøge at sætte dagsordnen tidligt i kampen, med masser af tempo over hele linjen, og får de tilmed et par scoringer så nordjyderne kampen lige hvor de vil have den.

Min profil til kampen er Marie Abildgaard. Hun er super farlig i området omkring modstanderens mål, læg der til en evne til at lægge et tungt pres på modstanderen når de har bolden.

Jeg tror Frederikshavn vinder kampen og DM guldet med en 5-3 sejr.