3v3 kvalstævner til DIF DM-Ugen afholdt i weekenden
I weekenden blev der afholdt kvalifikationsstævner til DM i 3v3-floorball for herrer og kvinder, i henholdsvis Sindal og Hvidovre. Deltagende hold kæmpede om de eftertragtede pladser ved DM, og begge stævner bød på masser af spændende kampe, flot spil og god stemning.
De hold, der sikrede sig kvalifikation til DM, kan nu se frem til at møde landets øvrige bedste 3v3-hold, når mesterskaberne afvikles den 28. juni i Herning.
Du kan se alle resultater fra weekenden her: Holdsport.dk
- På kvindesiden har følgende hold sikret sig en plads: Århus FK, Rungsted-Hørsholm, Alliancen samt Hvidovre Attack
- På herresiden har følgende hold sikret sig en plads: AaB Floorball samt Black Penguins (Sunds).
De to manglende hold på herresiden vil blive fundet til næste kvalifikationsstævne i Næstved, som foregår på lørdag den 6. juni.
Nyt stævnesystem bestod testen
Ved kvalifikationsstævnerne blev Holdsports stævnesystem afprøvet i praksis for første gang. Systemet omfattede blandt andet digitale kampprotokoller, som gjorde det muligt at sikre en mere smidig administration af kampene. Erfaringerne fra både Sindal og Hvidovre var meget positive.
Floorball Danmark vil gerne takke de lokale arrangører, frivillige, dommere, spillere og tilskuere for en vellykket weekend og vi ser frem til et spændende DM i 3v3 i Herning.
📸1: Hvidovre Attack
📸2: Sindal Floorball


