Første KidzLiga på Fyn

Søndag d. 15. marts afholdes det første Kidzliga på Fyn nogensinde, da Morud Floorball har taget initiativet til at afholde et stævne.

Floorball Danmark fangede Malene Skovhus fra Morud Floorball til nogle spørgsmål.

”I afholder det første KidzLiga-stævne på Fyn. Hvad glæder I jer til?”

Vi glæder os til at præsentere “rigtig floorball” i vores lokale hal, samt at vores “egne” unger kan få lov at spille hjemme og på den måde mærke, at vi er kommet et stykke vej.

Det giver samtidig en vis stolthed at vi kan gå på banen som den første arrangør af et fynsk KidzLiga-stævne og vi glæder os til at levere et forrygende arrangement og til at byde hjertelig velkommen til vores gæster fra det jyske og give dem lige så god behandling, som vi plejer at få, når vi er på besøg udenbys. 

”Hvordan står det til med floorball i Morud?”

Alle afdelinger lever og har det godt. Der er omkring 20 børn, 15 damespillere og et sted med 30 og 40 herremotionsspillere i gang for øjeblikket.

”Hvad skal der til for at udvikle floorball på Fyn?”

Samarbejde klubberne imellem, “geografisk nærhed” og måske en endnu større evne til at finde hinanden og lave stævner og turneringer, der begrænser sig til lokalområdet Fyn – samtidig med, at man deltager i KidzLiga i Jylland.

Du kan læse mere om stævnet her: Morud Floorball invitation