Årets herretræner i spidsen for U19-landsholdet

Jens Hagbarth bliver ny landstræner for ungdomslandsholdet frem mod VM 2019. Benløse-træneren, der blev udset til sæsonens herretræner, har været U19-landsholdets assistent i 2013-17.

Floorball Danmark har indgået en toårig aftale med Jens Hagbarth, der dermed bliver ny landstræner for ungdomslandsholdet frem mod A-VM i Canada i 2019.

– Jeg er rigtig stolt over at have fået jobbet, og det bliver en stor og spændende opgave at være landstræner for det danske U19-landshold. Samtidigt ser jeg frem til at fortsætte arbejdet med de unge spillere efter fire flotte år og bygge videre på det flotte danske resultat fra A-VM i Växjö, lyder det fra Jens Hagbarth, der glæder sig til at se de nye spillere efter sommeren og sammen begynde på forberedelserne mod VM i Canada.

– Nu skal vi have samlet et stærkt team – både på og udenfor banen, og sammen skal vi gøre klar til de første samlinger i august. Fokus for de næste to år bliver blandt andet at styrke spillernes fysik og samtidigt styrke samarbejdet med klubtrænerne, så vi i fællesskab løfter dansk ungdomsfloorball endnu mere, fortæller Jens Hagbarth.

Læs også: Fælles dialog skal styrke landsholdenes udvikling

Som assistenttræner var han for to år siden med til at sikre oprykningen, mens han for godt fem uger siden var med til at sikre U19-landsholdets første A-VM-overlevelse i 14 år. Maj blev en begivenhedsrig måned for Jens Hagbarth, der på klubplan sikrede DM-guld med Benløse FC samt titlen som årets herretræner 2016/17.

Den nye U19-landstræner har skrevet under på en kontrakt til og med VM, der spilles fra den 1. til 5. maj 2019 i canadiske Halifax. De øvrige i trænerteamet vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt.

Jens Hagbarths tidligere slutrunder

U19-A-BM 2017 i Sverige (som assistenttræner)

U19-B-VM 2015 i Sverige (som assistenttræner)

Dame-VM 2009 i Sverige (som landstræner)

U19-VM 2001 i Tyskland (som spiller)

Ungdomslandsholdet