– Vi skal turde at holde mere i bolden

Slovakiet bliver næste opgave for U19-landsholdet ved VM i Växjö. Det er en mere overkommelig modstander end i går – og dermed venter der den første vigtige kamp for at undgå nedrykning.

Der venter en vigtig kamp for U19-landsholdet, når der fløjtes op til opgøret mod Slovakiet. Ovenpå mødet med overmagten Finland i går, bliver dagens modstander én, som landstræner Michael Dahl forventer, Danmark kan spille op imod.

– Vi giver den alt, vi har i dag, fordi det er i dag, vi har chancen. Vi har haft en god optakt og træning i dag, og drengene virker mega klar til dagens opgave. Finnerne pressede os højt i går, men vi skal turde at holde mere i bolden, turde at spille den rundt og turde at skyde mere på mål. Vi har et mål om, at vi skal have mindst 20 skud på mål i dag, fortæller Michael Dahl.

Slovakiet tabte 0-13 til Sverige i aftes, så det har været svært for trænerteamet at danne sig overblik over dagens modstander ud fra den kamp. Dog venter der en stærk modstander, der de senere år har haft stor fremgang på specielt ungdomssiden. Holdets helt store profil er Michal Duduvic, der ved herre-VM i december i Riga blev nummer 10 på topscorerlisten.

– Det bliver spændende. Vi forventer, at vi matcher hinanden godt, og at deres udgangspunkt ikke er at presse os højt. Jeg tror godt, der kan godt gå lidt taktik i den, men vi har styr på deres profil Michal Duduvic. Der går meget opspil igennem, men det har vi snakket om med drengene, lyder det fra landstræneren.

En dansk sejr vil formentlig sikre overlevelsen, mens der skal tælles mål efter de sidste gruppekampe i morgen, hvis kampen slutter uafgjort. Der er kampstart klokken 16:30.