Danmark tæt på nyt A-VM efter flot skalp

Danmark besejrede Slovakiet ved U19-VM i Växjö. Dermed er holdet yderst tæt på at bryde elevatortendensen og blive i A-VM, der var holdets store målsætning ved VM.

U19-landsholdet fik den vitale sejr over Slovakiet, som gør, at den første overlevelse i A-VM siden 2003 er så godt som sikret. 6-5-sejren, der kom i hus efter en effektiv start på 3. periode, er et af de største resultater, et dansk landshold har leveret igennem tiderne.

Det holdt ellers hårdt, da slovakkerne fik svaret så meget igen i slutningen af kampen, at der til sidst var spænding om resultatet. Efter en taktisk første periode, der sluttede 0-0, kom kampens første scoring efter 25 minutter. Den var slovakisk, men dansk tålmodighed og en overtalssituation betød, at danskerne kunne gå ind til de sidste 20 minutter foran 2-1.

Der var dermed lagt op til en spændende tredje periode på en lige kamp, men med tre scoringer inden for de første fire minutter stak danskerne af sted. Og da slovakkerne fik svaret igen til stillingen 2-5, slog danskerne til igen blot 12 sekunder senere. Mod slutningen af kampen fik slovakkerne sveden frem på de danske pander, men nåede ikke længere end til slutresultatets reduceringsmål fem sekunder før tid.

Dermed er U19-landsholdet anno 2017 tæt på fuldføre missionen om at blive i A-VM. Det eneste, der kan forpurre et dansk A-VM i Canada 2019, er en slovakisk sejr over Finland i morgen, hvilket ikke virker sandsynligt.

Mathias Glass blev valgt til kampens bedste dansker.

Kampfakta

Slovakiet – Danmark 5-6 (0-0, 1-2, 4-4)
25.02 (1-0) Ronald Gasparik (Michal Dudovic)
31.01 (U2) Kristian Kozak (Slovakiet)
32.28 (1-1) Jesper Schmidt (Frederik Mads Pil)
33.53 (1-2) Frederik Tronderup Nielsen (Kasper Boggild Kajgaard)
40.46 (1-3) Kasper Boggild Kajgaard
41.23 (1-4) Rasmus Larsen (Mikkel Benjamin Christensen)
43.59 (1-5) Mikkel Benjamin Christensen (Mathias Toftegaard Glass)
46.01 (2-5) Ronald Gasparik (Michal Dudovic)
46.12 (2-6) Mikkel Benjamin Christensen (Mathias Toftegaard Glass)
53.42 (U2) Erik Rady (Slovakiet)
56.47 (3-6) Tomas Turcsanyi (Ronald Gasparik)
58.38 (4-6) Michal Dudovic (Erik Moravcik)
59.55 (5-6) Michal Dudovic (Michal Miske)