Udskiftning i turneringsudvalget
Turneringsudvalget får ny besætning. Efter årsmødet i slutningen af maj stopper Allan G. Nielsen, Anders Regner og William Ehmsen deres arbejde i Turneringsudvalget. Desuden ønsker bestyrelsesmedlem Carina Frei ikke at fortsætte som Turneringsudvalgsformand. Henrik Bahne Sørensen, der er næstformand i Floorball Danmarks bestyrelse, er netop indtrådt i Turneringsudvalget og fortsætter.
Selvom Carina Frei stopper i Turneringsudvalget, fortsætter hun i bestyrelsen, hvor hun også er valgt frem til 2027. Hun skal dog finde en anden rolle i den nye bestyrelse efter årsmødet den 30. maj. Det bliver Henrik Bahne Sørensen, som får til opgave at opbygge et nyt Turneringsudvalg – bl.a. på baggrund af de beslutninger, og det mandat som gives på årsmødet. Henrik står lige nu i spidsen for et kommissionsarbejde, der bl.a. sigter på at få flere hold ind i turneringen, og er derfor allerede involveret i udvikling af Floorball Danmarks turneringsprodukter.
Fra Floorball Danmarks formand Jesper Malm lyder der et stort tak til deltagerne i Turneringsudvalget og det store arbejde, som der har været lagt i arbejdet. Herunder et stærkt ligaprodukt med den mest spændende turnering i mange år – særligt på herresiden – via den såkaldte swizzmodel. Men gruppen skal også roses for at udvikle et nyt ungdomsreglement, og for at have lavet opdaterede reglementer for Grand Prix stævner, Pokalturneringen og 3v3.
Interesserede kandidater til et nyt Turneringsudvalg kan skrive til Henrik Bahne Sørensen via mail på henrikbahne@hotmail.com.


