Finalehold på plads til kamp om DM-guld på Frederiksberg

Finalisterne er fundet til den store DM-finale i Frederiksberghallerne. Det skete efter en netop overstået semifinaleweekend, hvor to kvindehold og to herrehold spillede sig videre til DM-superfinalen i floorball. Finalerne spilles lørdag den 2. maj fra kl. 13 i opvisningshallen på Jens Jessens Vej 20 på Frederiksberg.

På kvindesiden sikrede de forsvarende danmarksmestre fra Frederikshavn Blackhawks sig en finalebillet efter to klare sejre over Rungsted-Hørsholm FK. I den anden semifinale trak Benløse FC det længste strå mod Alliancen København – også efter to sejre. Dermed mødes Frederikshavn Blackhawks og Benløse FC i finalen for andet år i træk.

På herresiden kvalificerede sidste års vindere, Alliancen København, sig til finalen efter tre sejre ud af tre mod Sunds Seahawks. I den anden semifinale vandt AaB Floorball over Rungsted-Hørsholm FK – ligeledes i tre kampe. Dermed mødes AaB Floorball og Alliancen København i finalen.

Finalerne er kulminationen på en lang og spændende sæson i dansk floorball. Vi ser frem til et kæmpe floorballbrag og en stor fest i Frederiksberghallerne.

Vi forventer et udsolgt Frederiksberghal med over 1.200 tilskuere, så skynd dig at sikre din billet.

Link til billetkøb: Holdsport.dk

Foto: Alliancen København