Spændende tiltag vedtaget på budget- og strukturmøde

På budget- og strukturmøde i december, der blev afholdt virtuelt over teams, var en hel ny ungdomsstruktur på dagsorden. De første tanker blev allerede præsenteret på årsmødet i 2019, og kort før sommerferien blev forslaget sendt i høring med en mundtlig fremlæggelse på årsmødet i august.

Forslaget skabte igennem hele dagen en god debat, med mange gode holdninger og input, som der den næste stykke tid vil blive fulgt op på.

Mindre bane for U11

Fra og med næste sæson bliver alle kampe i U11 rækken spillet på en mindre bane og med mindre mål, som kendes fra mellembanekonceptet. Det betyder at banestørrelsen tilpasses aldersgruppen, med flere boldberøringer pr. spiller og færre lange løb uden bold, for at udvikle spillernes teknik og perception endnu mere.  Samtidigt giver den foreslået banestørrelse en bedre overgang fra 10×20 m i Kidzliga til 16×28 m på U11.

Under debatten blev der stillet forslag om at ændre ungdomsårgangene til U10, U12, U14, U16 og U19. En kommende arbejdsgruppe vil arbejde videre med forslaget.

Ny ungdomsstruktur

Fremover vil ungdomsturneringen for U11 til U15 blive delt op i flere turneringer i samme sæson. Det betyder, at man som hold vil opleve i højere grad at blive matchet mod hold på samme niveau, hvilket skal give flere lige og udviklende kampe og spilleminutter. Flere lige kampe betyder flere udviklende spilleminutter med flere boldberøringer pr. spiller, mere passende intensitet pr. spiller, og flere angreb og afslutninger pr. spiller, hvilket også udvikler vores målmænd.

Den nye turneringsstruktur gælder for både drenge og piger, og det vil være nemmere at niveauopdele, hvis der f.eks. er få pigehold. Der er på nuværende tidspunkt ikke den store mængde af pigehold, men i stedet for nye pigehold skal møde de erfarne pigehold i pigerækken og blive overmatchet, så vil de i stedet møde hold som er tættere på eget niveau. Dette gælder naturligvis også for drengehold.

Strukturændringen betyder også en meget højere grad af fleksibilitet for klubberne, når det kommer til tilmelding og deltagelse i ungdomsturneringen. Klubberne kan vælge at tilmelde sig alle turneringer over en hel sæson, eller deltage i færre turneringer i sæsonen, hvor klubben ved den har nok spillere. Det gør det også nemmere for nye klubber at deltage i ungdomsturneringen, så snart de er klar og har nok spillere, fremfor at vente til næste sæson.

Floorball Danmark vil løbende evaluere (og evt. justere) på den nye ungdomsstruktur og vil efter de første tre sammenhængende sæsoner udarbejde en større evaluering.

 

Referatet fra hele budget- og strukturmødet kan læses her: https://floorball.dk/wp-content/uploads/2020/12/Referat-Struktur-og-budgetmoedet-2020-Floorball.pdf