Mellembanekonceptet klar til ny sæson

Sidste år lancerede Floorball Danmark mellembanekonceptet, som et nyt turneringstilbud til Floorball Danmarks ungdom. Konceptet er klar til ny sæson.

Konceptet blev sidste sæson afviklet som pilotprojekt, og hvor flere nye klubber var tilmeldt turneringen, hvilket må betegnes som en succes.

Konceptet er især godt for de foreninger som har få ungdomsspillere i en årgang, eller foreninger, der har flere spillere udover deres normale storbanehold.

Turneringen afvikles over 6 weekender den kommende sæson i ugerne 43, 47, 1, 5, 9 og 14.

Der er stadig åben for tilmeldingen til den kommende sæson og tilmelding foretages via foreningsportalen. Sidste frist er tirsdag d. 1. september.

Konceptet kort fortalt

Banens dimensioner skal være indenfor intervallet L:28-30 m, B:15-16 m. Markering af målfelt og face-off punkter følger de almindelige bestemmelser i spillereglerne.

Kamprunder foregår som delvis stævneform. Det tilstræbes, at hvert hold arrangerer minimum ét hjemmebanestævne pr. sæson, dog vil der i nogle rækker være hold, der fritages. Hvert hold spiller minimum 2 kampe pr. stævne.

Spilletiden er 3×10 minutter med 2 pauser på hvert 2 minutter. Der spilles kun effektiv spilletid de sidste 3 minutter af 3. periode. Der spilles 4 mod 4, dvs. 3 markspillere og 1 målmand, og på store mål.

Der skal være minimum 3 hold og maksimalt 6 hold i en række. Rækkerne bliver inddelt efter princippet lokalt -> regionalt -> nærmeste region. Det enkelte hold kommer altså til at møde de tilmeldte hold, som geografisk er tættest på dem selv.

Vi vil gerne gøre det nemmere at kunne stille hold til kampe for de klubber, som har få spillere i en årgang. Samtidig vil vi hjælpe de klubber, som mister spillere, eksempelvis til efterskole, til at fastholde de resterende spillere, ved at give dem et turneringstilbud, lyder det fra formanden for Floorball Danmarks Udviklings- og Breddeudvalg Ronni Rix Back.