Karina Ildor Jacobsgaard er ny direktør i Floorball Danmark
Stærk idrætsperson fra Frederiksberg Idræt og tennisverdenen overtager ledelsen af Floorball Danmark og skal sammen med bestyrelsen genoprette og dernæst udvikle floorballklubbernes fælles forbund.
Karina Ildor Jaobsgaard, ny direktør
Landets floorballklubber har nu fundet en ny direktør for deres forbund. Det bliver Karina Ildor Jacobsgaard, som kommer fra en lederstilling i Frederiksberg Idræt, og som tidligere har været klubmanager, konsulent og landstræner inden for dansk tennis, foruden at hun selv har haft masser af frivillige ledelsesposter i det københavnske idrætsliv.
“Vi føler os utrolig heldige, at vi har kunnet tiltrække en kapacitet som Karina til vores forbund. Karina er en kendt skikkelse i København og på Frederiksberg. Hun er anerkendt som en dygtig, strategisk og tillidsskabende person. Karina har masser af erfaring med forenings- og idrætsudvikling inden for mange idrætsgrene, og hun kender forbundsverdenen fra tennis, hvor hun har en lang historie som spiller, træner og konsulent,” udtaler Jesper Malm, der er formand for Floorball Danmark.
Mange gode henvendelser
Han fortæller, at der har været mange gode henvendelser til jobbet, og det har været dejligt at se, at floorballsporten også er attraktiv for kapaciteter uden for egen andedam. Dog har man i bestyrelsen ikke været i tvivl om, at Karina er den rigtige. Hendes arbejde med at udvikle små og store idrætsforeninger på Frederiksberg er forbilledligt. Her formår man at vækste idrætsområdet – herunder også floorball – selvom man desperat mangler idrætsfaciliteter.
“Karina har en stor viden om idrætsudvikling på mange niveauer. Hun har arbejdet tæt på nogle af landets dygtigste idrætsforeninger inden for bl.a. håndbold, fodbold, basketball, rugby og naturligvis tennis, og har i det daglige rådgivet klubber om deres sportslige og organisatoriske udvikling. Herunder også talentudvikling. Her kan hun bidrage med meget viden og erfaring til floorball. Desuden har hun også arbejdet på forbundsniveau og kender til de nationale og internationale relationer og muligheder, ikke mindst mulighederne for at fundraise til større initiativer.”
Lange seje træk
Det er ingen hemmelighed, at Floorball Danmark over de seneste år har levet en lidt omtumlet tilværelse med økonomiske kvaler og flere udskiftninger på ledelsesposten. For den nye bestyrelse har det derfor været vigtigt at finde en person, som har lyst til at tage det lange seje træk, og som kender problematikkerne i idrætsverdenen til bunds, og som derefter kan bringe forbundet videre med en stærk base omkring Idrættens Hus og de kompetencer, som findes i DIF-systemet.
“Karina har selv været tæt på mange små foreninger og startet dem op fra bunden, og kender bestyrelsesarbejdet helt ned i detaljen samtidig hun kan arbejde strategisk og se de store linjer. Bl.a. har hun en fortid som formand i CBS Sport, som hun under sin studietid var med til at vækste og udvikle ud over det sædvanlige til en meget stor forening. Desuden kommer Karina også med et stærkt blik for økonomi, forretningsforståelse og kommunikation, som også er kompetencer vi har vægtet højt i ansættelsen”, forsætter Jesper Malm.
Grundig proces
Han fortæller, at ansættelsen af den nye direktør er sket på baggrund af en række ansøgninger på opslag i foråret samt henvendelser og dialoger i forbindelse af afgangen af den tidligere leder. Det er formand Jesper Malm, næstformand Rasmus Haslund og økonomiansvarlig Jens Lausten, der har kørt rekrutteringsforløbet ligesom medarbejdere og den øvrige bestyrelse har været inddraget i ansættelsesforløbet.
Karina er 45 år og bor på Frederiksberg. Hun har tre børn og er gift med Alexender Rejnhold, der er udviklingschef i KB Tennis foruden hun fortsat er aktiv instruktør og forældretræner for et af sine børns håndboldhold. Karina starter i det nye job den 1. september 2025, hvor det i første omgang handler om at lære forbundet, opgaverne og klubberne at kende.
Yderligere fakta om Karina
Uddannelse:
- Cand.merc. i Strategy, Organization and Leadership fra Copenhagen Business School
- Diplomtræner i tennis, Danmarks Idrætsforbund
Ansættelser:
- Teamleder og idrætskonsulent i Frederiksberg Idræt (FIU)
- Klubmanager i Hareskov-Værløse Tennisklub
- Bevæg dig for livet-konsulent i for DGI Tennis
- Talentudviklingschef i KB
- Juniorlandstræner og assisterende landstræner i tennis
- Kursusinstruktør og coach inden for tennis
Frivilligt arbejde:
Bestyrelsesmedlem og formand for en række idrætsforeninger og forbund. Herunder bl.a. CBS Sport, FRBdans, International Club of Denmark, Frederiksberg Seniormotion og Københavns Tennis Union.
Fun facts:
Karina har vundet Danmarksmesterskabet for hold mere end 50 gange og i Sverige har hun vundet det nationale mesterskab tre gange. Hun har været professionel tennisspiller og har erfaring med diverse store events samt været tennis-ekspertkommentator på TV.