Pontus Kozan er ny træner for herrelandsholdet i floorball

Pontus Kozan, ny herrelandstræner

Danmark skal have en ny herrelandstræner. Valget er faldet på den 35-årige Pontus Kozan, som kommer fra et job som dametræner i SSL-klubben FBS Kalmarsund i Kalmar. Han har tidligere været assistenttræner i Warberg IC samt hovedtræner i IBK Lund. Desuden har han en fortid i dansk floorball.

“Vi er glade for, at vi kunne tiltrække en spændende og talentfuld træner, som har prøvet meget de seneste år. Han har en bred trænererfaring fra nogle af Sydsveriges bedste klubber – både på herre- og damesiden. Desuden har han mange kompetencer inden for bl.a. coaching, og han fungerer som trænerinstruktør i Sverige. Han har også et godt kendskab til dansk floorball gennem sin fortid som spiller i Vanløse og Copenhagen”, fortæller Rasmus Haslund, næstformand i Floorball Danmark og formand for landsholdsudvalget, som driver forbundets elitearbejde og dermed også er ansvarlig for landsholdet.

Flere spændende kandidater
Han fortæller, at der er kommet flere spændende kandidater til at lede landsholdet, efter jobbet blev slået op før sommerferien. Der har været flere interessante samtaler.

“Vi havde en rigtig god snak med Pontus, og jeg tror, han kan matche vores ønsker og behov samt sætte nogle stærke spor i vores sportslige udvikling – ikke kun blandt spillerne og på landsholdet, men også i klubberne. For os var det vigtigt, at han kender dansk floorball indefra, så der ikke kommer overraskelser i de forskelle der trods alt er mellem dansk og svensk floorball”, udtaler næstformanden i Floorball Danmark.

Glæder sig
Pontus glæder sig til rollen som landstræner i Danmark.

“Jeg fulgte alle Danmarks kampe til VM i Malmø i december. Det er et dygtigt hold med stort potentiale, og jeg tror, der er meget mere at hente. Derudover findes der mange spændende spillere i ligaen. Også blandt de unge drenge, der spillede U19-VM for Danmark i foråret,” udtaler han.

Han glæder sig konkret til at komme i gang med opgaverne. Det første skridt er naturligvis at lære spillerne i Danmark at kende. Men dernæst ser han frem til at skulle planlægge og definere arbejdet. Herunder at udvikle mentalitet, fysik og taktisk kunnen samt starte et godt samarbejde med ligaklubberne i Danmark.

“Jeg ser et stort potentiale i at skabe et stærkt samarbejde med klubberne. Det er mellem landsholdet og klubberne, vi skaber den gode udvikling. Jeg glæder mig også til at samarbejde med diverse ungdomslandshold,” udtaler træneren, som har sin bopæl i Kalmar.

Manglende assistenttræner
Det er langt fra første gang dansk floorball ansætter en træner fra Sverige og udlandet i det hele taget. Pontus afløser det finske trænerteam herunder cheftræner Matti Kaipio.

Tidligere har det været lidt en hæmsko i forhold til følge udviklingen blandt de danske spillere. Til det siger næstformanden i Floorball Danmark:

“Vi har aftalt, at jobbet indebærer nogle ture frem og tilbage til Danmark. Der er også livestreaming fra alle kampe, og det er vigtigt, at Pontus har et team omkring sig, som er til stede i Danmark og kan sparre med ham.”

Rasmus Haslund fortæller, at det endnu ikke er lykkedes at sammensætte et trænerteam til den nye landstræner. Derfor er landsholdsudvalget stadig på udkig efter en assistenttræner samt et team med supplerende kompetencer.

Den første samling med Pontus og herrelandsholdet forventes at finde sted i løbet af efteråret. Næste store mål er VM kvalifikation til februar 2026.

Blå bog for Pontus
Pontus kommer fra en lille by i Halland ved navn Hyltebruk. Han begyndte at spille floorball som seksårig og har spillet lige siden. Blandt andet har han spillet i sin barndomsklub, IBK Nissan, men har også været aktiv i klubber som Falkenberg, Warberg, IBK Lund Elit og Bjärred. Derudover har han haft ophold i Slevik i Norge samt Copenhagen og Vanløse i Danmark.

Trænermæssigt startede Pontus i Bjärreds IBK som træner for klubbens U18-herrer i Junior Allsvenskan. Han har også været assistenttræner i Malmö FBC og Warberg IC i SSL, samt hovedtræner for SSL-klubberne IBK Lund Elit og FBC Kalmarsund – alle på damesiden.

Pontus bor i dag i Kalmar sammen med sin kæreste og arbejder som lærer på en lokal folkeskole.