IFF udelukker Rusland og Hviderusland fra internationale turneringer

Det er med sorg og bekymring, at Floorball Danmark ser og følger den russiske invasion af Ukraine. Vores tanker og medfølelse går til det ukrainske folk.

Danmark Idrætsforbund, DIF, meddelte i weekenden, at de vil have Rusland og Hviderusland udelukket fra al sport, som følge af den russiske invasion af Ukraine.

I går meddelte det Internationale Floorball Forbund, IFF, at de udelukker Rusland og Hviderusland fra alle internationale turneringer indtil videre. En beslutning Floorball Danmark støtter og velkommen.

Steen Houman, formand for Floorball Danmark siger følgende:
“Siden weekenden har Floorball Danmark været i tæt dialog med IFF, andre internationale forbund, DIF og andre specialforbund i Danmark. Vi bakker naturligvis om de udmeldinger der er kommet fra DIF, IFF, samt IOC.”

Hos Floorball Danmark er holdningen klar:

  • FD vil ikke deltage i events arrangeret i Rusland eller Hviderusland.
  • FD vil ikke spille mod hold fra Rusland eller fra Hviderusland.
  • FD indstiller at personer til internationale politiske poster i floorball-regi fra Rusland eller Hviderusland bliver suspenderet.

Det Internationale Floorball Forbund udelukker Rusland og Hviderusland fra al international konkurrence. Udelukkelsen betyder også at ingen begivenheder vil blive organiseret i disse land, og at ingen russiske eller hviderussiske repræsentanter vil få lov til at deltage i nogle IFF-konkurrencer, begivenheder eller møder.

“Floorball Danmark bakker op om IFF’s beslutning. Ruslands angreb på den ukrainske befolkning er uacceptabel og kræver international fordømmelse.” fastslår Floorball Danmarks direktør, Carsten Provstgaard.

Rusland vil dermed ikke deltage til VM-kvalifikationen i Letland, eller U19-kvindelandsholdets VM i 2022. Danmarks U19-kvindelandshold kunne være placeret i gruppe med Rusland til kommende VM efter sommeren.