Første samling med U19-herrelandsholdet afholdt i Kolding: “Niveauet er højt og spillerne er motiveret!”

Et intenst program tog sin start, hvor 50 udvalgte spillere mødte op til U19-herrelandsholdets første samling søndag d. 27 februar. Nedenfor kan du læse om u19-landsholdets dag, deres program og landstrænerens tanker efter første samlingsdag.

U19-trænerteamet blev mødt af en flok spændte, nervøse og højt motiverede unge spillere, der var klar til en samlingsdag under U19-landstræner, Jens Hagbarths ledelse. Dagen startede med en velkomst, hvor alle spillerne fik besked om dagens program – et intenst program, hvor truppen blev delt op i 2 store grupper, som følge af de mange indkaldte.

Staben på U19-herrelandsholdet blev introduceret for alle spillerne, og de praktiske oplysninger omkring dagen og den kommende tid blev gennemgået.

Dagens program indeholdte en træning for hvert hold, frokost og derefter intern kamp. Den første gruppe skulle starte med at træne, mens den anden gruppe svarede på et spørgeskema med en række spørgsmål, som trænerteamet vil bruge til at lære spillerne bedre at kende. Begge holds træning var der fokus på god opvarmning fra den fysiske træner med fokus på led, muskler og bevægelse. Herefter fortsatte opvarmningen med stav og bold. Træningen var intens og med fokus på den måde, som landstrænerne ønsker at holdet skal spille på. Det var en træning med nogle fokuserede spillere, som gav alt hvad de havde. Tempoet var højt fra start og alle spillere blev udfordret under træningen.

 

Gode råd fra tidligere spillere

Efter frokost blev der afholdt et oplæg fra Mads Jespersen og Morten Handgaard, begge fra Sunds Seahawks, som begge tidligere har været en del af U19 Landsholdet og nu er del af Herrelandsholdet. De fortalte om, hvordan det er at være på U19 landsholdet, hvordan det var at spille under den nye landstræner og staben. De gav spillerne gode input omkring det at bruge staben på holdet når man har behov. De fortalte om, hvad det betyder, hvis man bliver sorteret fra på U19, og de gav gode råd til at fortsætte med at kæmpe, da det at blive sorteret fra, ikke er det samme som at alt er lukket og mulighederne væk. Mads og Morten ramte plet på en række af de ting som spillerne gennemgår både fysisk og mentalt.

 

Der blev kæmpet til sidste sekund

Under den interne kamp blev spillerne inddelt i 3 hold. Der blev spillet 2×20 minutter med løbende tid. Landstræneren gav alle hold det taktiske oplæg, hvorefter de to hold som skulle starte med at spille, begyndte deres opvarmning.   Alle hold fik hver deres træner, mens Landstræneren og assistenttræneren trak sig lidt tilbage for at vurdere alle spillerne under kamp. Holdene skulle selv styre udskiftninger, taktik og gameplan, mens træneren som de fik tilknyttet blot skulle støtte med opbakning og være til rådighed. Det blev nogle intense kampe, hvor spillerne viste deres værd. Der blev kæmpet fra alle fronter, dog trak hold 2 det længste strå og gik ubesejret gennem miniturneringen.

 

Rejsen er begyndt

“Der blev kæmpet på alle fronter og vi så nogle rigtige gode takter fra spillerne både under træning, men også under de interne kampe. Selvfølgelig bliver der begået fejl, men det er en del af processen og det er mit indtryk at flere af spillerne fik en del med hjem fra denne korte og intense samling.” fortæller U19-herrelandstræner, Jens Hagbarth.

“Jeg har en rigtig god mavefornemmelse af den rejse, som vi er startet på med dette U19-landshold. Niveauet er højt og spillerne er motiveret. Det har været en fornøjelse for mig selv og min stab at være sammen med alle disse unge spillere. Vi har et fælles mål – VM på hjemmebane! Og alle bidrager til at det bliver en fantastisk rejse” Afslutter Jens Hagbarth.

 

U19 ledelsen består af:

Landstræner, Jens Hagbarth

Assisterende træner, Lars Skytte

Målmandstræner/leder, Morten Andersen

Holdleder/materialeansvarlig, Jesper Lauridsen

Behandler, Kim Johansen

 

U19-herrelandsholdet samles igen d. 13.-15. maj.