Frederikshavn Blackhawks som værter for Landsstævne i 2024 & 2025

Floorball Danmark har valgt Frederikshavn Blackhawks som værter for Landsstævnet i 2024 & 2025. 

Efter to år med Landsstævne i Herning, vender det store ungdoms event tilbage til Frederikshavn. Det gør det på baggrund af en bud proces. Her faldt valget på Frederikshavn Blackhawks, der søgte i samarbejde med Arena Nord.

Bjørn Fuglsang, formand for Frederikshavn Blackhawks udtaler: “Vi er selvfølgelig meget glade for, at vi vandt udbuddet om Landsstævnet de næste to år. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi var lidt kede af måden, vi mistede det på sidst, efter 2 år med aflysninger. Men nu håber vi bare vi kan leve op til den tillid der er blevet vist os, og vil gøre det bedste vi kan, for at levere et stævne af højeste klasse, i samarbejde med Arena Nord“.

Steen Houman, formand for Floorball Danmark udtaler: “Tillykke til Frederikshavn Blackhawks med værtsskabet for 2024 og 2025, med omdrejningspunktet i Arena Nord er vi sikker på at de mange spillere, trænere og ledere som altid vil få en god oplevelse“.

Årets Landsstævne afholdes i Herning, og her er tilmeldingsfristen på søndag d. 5. marts. Tilmeld jer ved at klikke her.