Floorball Danmark og Sportway indgår banebrydende streamingsamarbejde.

Dansk floorball vil få en hidtil uset eksponering, når aftalen med Sportway træder i kraft. Allerede fra foråret er det ambitionen af vise de afgørende kampe fra SELECTLIGAENs slutspil på platformen DanskFloorball.TV.

Med fast installerede kameraer i de 10 haller, hvor holdene fra SELECT Floorball Ligaen spiller samt yderligere 10 haller i efteråret betyder aftalen, at både elite, bredde og ungdom vil blive tilgængelig for alle via SPORTWAYS streamingsystem, der fungerer via kameraer med kunstig intelligens.

– Vi tager de første skridt i at få samtlige floorballkampe tilgængelige i Danmark. Vi bliver et af de første indendørs forbund i Danmark der tilbyder floorballelskere, klubledere trænere, forældre eller bedsteforældre mulighed for ikke at gå klip af et minuts action, hvis de tilkøber adgang til den nye platform, som kommer til at gå under navnet DanskFloorball.TV

– Det bliver et redskab med uanede muligheder, siger Floorball Danmarks Direktør, Carsten Provstgaard, der har været med i hele forhandlingsforløbet med SPORTWAY. De har været yderst vedholdende og seriøse i deres tilgang til produktet, og vi forventer kun godt af samarbejdet. SPORTWAY har allerede et samarbejde med Dansk Ishockey forbund, og den viste kvalitet af deres produkt er af ypperste kaliber, siger Carsten Provstgaard

– For vores sportsafdeling bliver DanskFloorball.TV et nyt og innovativt redskab,  der vil hjælpe os endnu længere i vores satsning om at optimere det sportslige miljø i dansk floorball og benytte os af videoanalyse i højere grad. Redskabet giver vores landstrænere mulighed for at følge alle kampe og den enkelte spillers udvikling. Ligeledes vil trænere i klubberne have bedre forudsætninger i deres forberedelse og analyse af kampe og feedback til spillerne, siger Cecilia Di Nardo, Sportskonsulent for Floorball Danmark,

– Partnerskabet med Floorball Danmark kommer til at fremme og udvikle dansk floorball og understreger Sportway’s vilje til at investere i udviklingen af dansk idræt. Sportway’s målsætning er at gøre alt sport uanset niveau tilgængeligt for fans enten live eller on-demand. Mange sportsgrene har et stort uudnyttet potentiale, som vi med vores teknologi og platform kan være med til at indfri til glæde for spillere, fans og sponsorer, siger Anders Antonsen, country manager for Sportway.

Udover transmissioner af selve kampene giver Sportway’s system mulighed for analyse af kampe, træning og individuel udvikling og analyse af spillere.

Produktionerne af kampene er drevet af en algoritme, der er specialudviklet til floorball og de ubemandede kameraer skaber et view ud over hele arenaen. AI-teknologien følger automatisk kampen og zoomer ind og ud, så der skabes en professionel produktion. Teknologien kan linkes til Floorball Danmark’s database og kampsekretariatet, så der automatisk skabes grafik med tidtagning og stilling samt mulighed for generering af slows og højdepunkter efter kampen.

Yderligere oplysninger

Floorball Danmark Carsten Provstgaard, 40 76 95 25

SPORTWAY, Anders Antonsen, 30 65 92 80