Søren Frederiksen ny børne -og ungekonsulent

Det er med stor glæde at Floorball Danmark kan offentliggøre Søren Frederiksen som ny børne -og ungekonsulent i Floorball Danmark. Søren har været en del af floorballmiljøet i 20 år og har med sin store passion og drive for floorball været med til at udvikle floorball i Frederikshavn og bidraget til at udvikle pigefloorball rundt om i Danmark.
Søren er uddannet pædagog og har i mange år arbejdet som foreningskonsulent i Frederikshavn Kommune. Søren ved derfor hvad der skal til for at udvikle foreninger og især på børne og ungeområdet.

”Det er et drømmejob for mig. Floorball har så meget potentiale for at blive endnu større og jeg glæder mig til at kunne bruge de erfaringer og kompetencer jeg har opbygget de sidste 20 år på at udvikle børne og ungeområdet i foreninger rundt om i Danmark”, fortæller Søren Frederiksen.

Carsten Provstgaard, Direktør Floorball Danmark udtaler: ”Jeg er utrolig glad for at få Søren med på holdet. Vi ønsker i Floorball Danmark at sætte et massivt fokus på at udvikle og udbrede børne og ungdomsfloorball de kommende år, da det er en af grundstenene i vores strategi. I Søren får vi en person som har helt styr på hvad det kræves at starte og udvikle området i foreningen og samtidig en person som er vellidt i det danske floorballmiljø.”

Søren kommer til at arbejder hver anden uge på kontoret i Brøndby. Foreninger på Sjælland der vil have Søren forbi til en snak og hjælp til børne og ungearbejdet i foreningen skal endelig tage kontakt. Det samme skal foreninger i Jylland og på Fyn, hvor Søren fra sin base i Frederikshavn kan yde samme hjælp og service.