Et stærkt fundament – Status på Hverdagsfloorball

Ved midnat udløb fristen for at tilmelde sig, til den første udgave af Hverdagsfloorball. Den regionale 3v3 turnering, som blev offentliggjort i slutningen af maj og som skal spilles over fire hverdagsaftener i løbet af september, oktober, november og januar.

Over 70 hold fordelt over hele landet har tilmeldt sig turneringen, og det glæder projektkonsulent Carl-Emil Lysholm, der er ansvarlig for turneringen: ”Det er meget glædeligt, at så mange hold er tilmeldt i turneringens første halvår. Alle nye koncepter kræver tid at implementere, men jeg synes meget hurtigt at foreningerne så fordelene ved Hverdagsfloorball. Jeg har haft mange snakke med foreninger over hele landet de sidste par uger, og jeg har endnu til gode at møde én, som slet ikke kunne se sig i turneringen. I mange tilfælde spiller en svær opstart efter Corona ind, hvorfor klubberne ikke har et ordentligt overblik over antallet af spillere”.

Inddeling i landsdele og puljer 

Arbejdet med at inddele foreningerne i landsdele er allerede godt i gang. Alle tilmeldte foreninger vil høre mere fra Floorball Danmark i slutningen af denne uge eller starten af næste uge.

Tilmeldingerne til Hverdagsfloorball har også betydet et velkommen til foreninger, der ikke før har været tilmeldt en Floorball Danmark turnering og det er ifølge Carl-Emil Lysholm en af de bedste historier ved Hverdagsfloorball: ”Det har været en klar ambition, at Hverdagsfloorball skulle ramme meget bredere end vores normale målgruppe for turneringsspil. Jeg er derfor glad for at se foreninger som Søllerød Floorball Klub, Suså Floorball, Kollund Lind Gymnastikforening mfl. tilmelde sig”.

En af de helt store målsætninger fra Floorball Danmark omkring Hverdagsfloorball er, at transporttiden ikke må blive for lang. Arbejdet for at lave puljer med mindre køretid er nemmere på Sjælland, hvor afstanden mellem klubberne er mindre og derudover står Sjælland for relativt set flere tilmeldinger. Derfor skal de jyske hold forvente en smule længere til kampene, men dette bør ikke være et fremtidigt billede, hvor Floorball Danmark forventer, at Hverdagsfloorball udbredes i en grad, der betyder at holdene ikke skal bevæge sig for langt.

4 spændende turneringsaftener
I både Storkøbenhavn og på Midt- og Vestsjælland vil der blive spillet med op- og nedrykning. I de resterende rækker og landsdele vil der spilles med 4, 5 eller 6 hold i grupperne. Carl-Emil Lysholm fortæller om det videre arbejde med turneringen: ”Nu skal vi sørge for, at alle de mange hold får en god oplevelse. Det gør vi ved at kvalitetstjekke og holde os orienteret om, hvordan aftenerne forløber. Derudover skal vi ud og lave indslag og reportager, så flere foreninger kan få øjnene op for konceptet. Jeg glæder mig virkelig til at komme ud i hallerne, og mærke intensiteten og glæden over at spille floorballkampe igen.”