Damerne jagter ny VM-billet i Madrid

Damelandsholdet er på plads i den spanske hovedstad, hvor de i morgen og fire dage frem skal sikre en ny VM-billet. Landstræneren har opskriften klar, men forventer hård kamp om gruppens andenplads.

I 2007 deltog damelandsholdet for første gang ved A-VM og har siden været med til samtlige slutrunder. Siden 2011 har et nyt turneringsformat med forudgående kvalifikation været gældende – og i morgen starter kvalifikationen til VM i Slovakiet senere på året.

Damelandsholdet har kvalificeret sig ved de seneste tre kvalifikationer, og landstræner Martin Lytje er overbevist om, at det også lykkes at sikre en plads denne gang.

– Vi tager til Madrid med det klare mål at kvalificere os til VM. Lever vi op til vores potentiale, så er vi også sikre på, vi kan tage en billet til VM med hjem i flyveren på søndag, fortæller Martin Lytje.

Sammen med resten af holdet venter der ham fire kampe på fire dage, så det kræver en stærk holdindsats og klart fokus fra alle omkring holdet. Derfor har landstræneren indstillet holdets identitet efter det i jagten på succes.

– Vi har en god balance på holdet med rutineret ankerpunkter, skarpe specialister, spilfordelende profiler og friske talenter. Vores identitet som hold er, at vi er et struktureret omstillingsparat pasnings -og positionshold. Det er vores mål, at den sætning skal kendetegne vores profil og præstation ved VM-kvalifikationen.

Kampen mod Norge kan blive afgørende

Danmark er kommet i gruppe med Sverige, Norge, Frankrig og Slovenien. De to bedste fra de fire europæiske kvalifikationsgrupper kvalificerer sig til VM, mens de to bedste 3’er ligeledes sikrer sig en billet. Det forventes, at Sverige sætter sig solidt på gruppens førsteplads, så for at landstræneren ikke skal have gang i kuglerammen og være afhængig af de andre grupper, forventer han en afgørelse på kvalens sidste dag mod Norge.

– Vi ser kampen mod Norge som nøglekampen, men vi skal samtidigt tage alle opgaver ekstremt alvorligt. Internationalt er man under et kæmpe pres, hver gang man går på banen, og ingen modstandere skal undervurderes, lyder det fra Martin Lytje, der var assistent, da damerne seneste mødte Norge i et 0-2-nederlag ved VM 2015.

Kvalifikationsgruppen blev skudt i gang i dag, hvor det blev til forventede storsejre til Norge og Sverige over henholdsvis Frankrig og Slovenien. For Danmark starter kvalen for alvor i morgen klokken 10, hvor Sverige venter. Kampen mod de regerende verdensmestre kan ses direkte på IFF’s Youtube-kanal eller på forsiden af floorball.dk