Udnyt DR’s massive mediedækning af floorball

Herrelandsholdet er i netop disse minutter ved at gøre sig de sidste forberedelser til det nært forestående VM, og det samme er DR. Aldrig før er det set, at dansk floorball får så meget mediedækning, som netop nu, hvor herrernes gruppespilskampe i VM Tjekkiet vises på DR3.

Floorballsportens massive medieeksponering er for danske floorballforeninger nærmest at sidestille med en oplagt målchance for spillerne i det kommende VM. Vi har tidligere hørt om eksempelvis Wozniacki-effekten, hvor tennisklubber direkte har mærket positiv konsekvens af en massiv mediedækning af tennissporten, blandt andet i form af stor spillertilgang i foreningerne.

Denne chance står floorballforeninger rundt om i Danmark potentielt med nu, hvor Floorball Danmark netop har landet en medieaftale med DR, som bl.a. betyder, at DR3 sender alle Danmarks gruppespilskampe live.

Konkrete forslag og ideer

Bevæg Dig For Livet Floorball og Floorball Danmark vil gerne hjælpe vores foreninger med at gribe denne chance. Vi opfordrer derfor alle foreninger til åbent hus kampagne i hele december måned for nye og interesserede medlemmer.

Nedenstående konkrete forslag og ideer er udarbejdet som inspiration til, hvordan en åbent hus-kampagne kan gribes an i foreningerne:

  • Skriv om åbent hus kampagne på foreningens hjemmeside
  • Udsend pressemeddelelse i lokalaviserne om VM, DR3 og åbent hus tilbud i foreningen. Brug eventuelt denne skabelon og dette billede til pressemeddelelsen.
  • Boost åbent hus kampagne via foreningens facebookside i næste uge ifm. VM
  • Få foreningens medlemmer til at dele åbent hus kampagnen i lokale netværk og grupper og på egen facebookside.
  • En måneds gratis prøvetræning for nye medlemmer
  • Gratis stav til alle nye medlemmer i december
  • ”Tag en ven med til floorball”-opfordring til klubbens medlemmer – evt. med lille belønning til det hold, der har flest venner med.
  • Vis VM på storskærm i foreningen – eventuelt i kombination med ”tag en ven med til floorball”.
  • Oplys om træningstider alle steder ift. åbent hus
  • Målret gerne åbent hus kampagnen mod specifikke køn, aldersgrupper eller hold i foreningen, hvor et løft kunne være ekstra tiltrængt

Har I brug for mere hjælp til at skyde jeres åbent hus-arrangement i gang, så kontakt endelig jeres lokale Bevæg Dig For Livet-konsulent. Kontaktoplysninger kan findes her.

Målet er 10.000 medlemmer!

– Jeg håber, at klubberne vil handle hurtigt og prøve det af – får vi bare 10 nye medlemmer ind i hver klub, ja så er vi kommet over 10.000 medlemmer i sporten. Så grib chancen og prøv det af, lyder appellen fra Carsten Provstgaard Sørensen, formand i Floorball Danmark.