Succesfulde netværksmøder og gode aftaler

Bevæg Dig For Livet Floorball og Floorball Danmark runder 2018 af med en succesfuld road trip.

En række netværksmøder rundt om i Danmark er netop afsluttet, og det må siges at have været en succes. På møderne blev Bevæg Dig For Livet-satsningens 3 nye skarpe tilbud til danske floorballforeninger blandt andet præsenteret: Udviklingspuljen, Gazelleforeninger og Spydspidsforeninger. Mange af de deltagende foreninger kunne allerede på møderne se gevinsten i de nye aftaler, og har derfor også allerede meldt positivt tilbage, at de ønsker at indgå i en af aftalerne.

Med til møderne var de lokale BDFL-konsulenter samt Floorball Danmarks Sekretariatschef Per Stærk Larsen, som alle er yderst tilfredse med antallet af deltagende foreninger.

– Samlet set var 35-40 foreninger med på møderne, og vi forventer at lande cirka samme antal aftaler inden nytår, fortæller Per Stærk Larsen.

Stærkt udgangspunkt for Bevæg Dig For Livet vol. 2

Med de mange engagerede foreningers deltagelse i netværksmøderne og de mange hensigtserklæringer, der allerede er kommet ind fra de fremmødte foreninger, ser det ud til, at BDFL Floorball får et flot startskud på 2019.

– Det har været virkelig positivt at se, hvor mange aftaler vi ser ud til at få i hus med vores road trip. Og det er især positivt, fordi det jo er anden omgang af BDFL, vi nu skyder i gang med Udviklingspuljen, Gazelleforenings- og Spydspidsforeningsaftalerne, påpeger Per Stærk Larsen.

Han fremhæver endvidere, at det var glædeligt at se foreningerne netværke med hinanden og trække på hinandens gode og mindre gode erfaringer.

De 3 gode tilbud

Hvis du kunne tænke dig at vide mere om de 3 gode tilbud, kan du læse mere om de respektive tilbud ved at klikke på dem nedenfor. Og er I hurtige i foreningen, så kan I stadig nå at få fingrene i de aktuelle sign on fees på hhv. 2500 kr. ved en Gazelleaftale og 5000 kr. ved en Spydspidsaftale. Men skynd jer, for denne mulighed gælder kun for aftaler indgået i 2018.

Udviklingspuljen

Gazelleforening

Spydspidsforening