U19 Damelandshold spiller VM kval i 2021!

Danmark kommer igen til at spille U19 dame VM og indtræder i kvalifikation fra år 2021. Det blev besluttet af Floorball Danmarks bestyrelse i november. Det betyder, at piger født i årgang 2003 og yngre, er i spil til at deltage i slutrunden, som vil være den første siden Danmark i 2012 vandt B-divisionen.

Begrundelsen for deltagelsen i 2021 skal blandt andet findes i, at flere klubber er begyndt at satse på pigehold, hvilket også har kunnet ses med en oprettelse af en pige flexrække i Danmarksturneringen for første gang nogensinde.

Formand Carsten Nymand Provstgaard udtaler: “Det er yderst positivt, at vi igen kan sige, at Floorball Danmark kommer til at stille med et U19 Damelandshold til en VM slutrunde. Jeg ved, det betyder meget for de piger, der render rundt i klubber idag og som kun har haft A landsholdet at se op til. Det vil også være med til at give pigerne en ekstra træningsmotivation, som kun vil gavne pige floorball”.

Det kommende U19 Damelandshold vil frem mod kvalifikationen samles og spille en række træningskampe. Hvem der skal være landstræner for U19 damelandsholdet vides endnu ikke, men der arbejdes på at få en træner på plads hen over foråret i 2019.