Sekretariatschef stopper pr. 31. januar 2024

Floorball Danmark skal have en ny ved roret, da Troels K. Jensen stopper som sekretariatschef ved udgangen af januar for at hellige sig hvervet som Turneringschef i Divisionsforeningen.

Troels K. Jensen udtaler:

”Dette er ikke et fravalg af Floorball Danmark, men et tilvalg af Divisionsforeningen og rollen som Turneringschef. Da jeg i 00’erne startede i DBU, var det under netop Peter Ebbesen som er nuværende Turneringschef i Divisionsforeningen. Her arbejdede jeg med turneringer, stadionsikkerhed og hjalp på kontraktområdet. Sidenhen blev jeg Licensmanager og det er nu disse områder jeg får ansvaret for i divisionsforeningsregi.

Jeg har været rigtig glad for at arbejdet med nogle fantastiske medarbejdere og haft et godt samarbejde med bestyrelsen i Floorball Danmark. Jeg håber derfor at det gode arbejde vi er startet på, men slet ikke er kommet i mål med endnu, fortsætter med en ny ledelse. Fokus har været på at vende økonomien, hvor kerneområderne bliver fokusområderne. Bedre turneringer, bedre trænere og bedre/flere dommere. Økonomien er godt på vej, men de andre områder skal der fortsat arbejdes hårdt på, at gøre bedre. Jeg er ikke i tvivl om at det sker, men klubberne skal have lidt tålmodighed endnu.”

Stillingen som Sekretariatschef bliver slået op på Jobindex senere.