Masser af spændende og intense kampe ved Talentcuppen 2017

I weekenden var 80 ungdomsspillere fra hele landet samlet i KFUM Hallerne i Kolding til Talentprojektets årlige afslutningsturnering, Talentcuppen.Turneringen havde som et nyt tiltag i år også deltagelse af to svenske hold – et pigehold fra FC Helsingborg samt et drengehold fra Malmø FBC.

Pigerne spillede henover weekenden to kampe mod FC Helsingborg samt to kampe, hvor spillerne blev fordelt på to blandede hold med danske og svenske spillere sammen. I de to kampe, hvor der blev spillet Danmark mod Sverige var svenskerne lidt for stærke for de danske piger, der dog kæmpede fantastisk flot i begge kampe. Mixkampene var mere jævnbyrdige og formatet med at blande holdene fungerede rigtig godt.

Pigernes kampe ved Talentcuppen

Lørdag: FC Helsingborg 2001 – Talent piger Danmark (10-0)
Søndag: Talent piger Danmark – FC Helsingborg 2001 (1-11)

Drengeturnering med meget stor jævnbyrdighed

For drengenes vedkommende blev turneringen afholdt som en 4-holdsturnering med puljespil lørdag samt semifinaler, bronzekamp og finale om søndagen. Jævnbyrdigheden i drengenes kampe var stor og samtlige kampe var spændende til det sidste. Malmø FBC vandt lørdagens puljespil, mens Sjælland og Talent Jylland 2001 delte andenpladsen, Talent Jylland 2002 endte som nr. 4.

Drengenes gruppespil lørdag

Talent Sjælland – Talent Jylland 2002 (4-2)
Malmø FBC – Talent Jylland 2001 (6-4)
Talent Jylland 2001 – Talent Sjælland (4-4)
Malmø FBC – Talent Jylland 2002 (3-2)
Talent Jylland 2001 – Talent Jylland 2002 (5-3)
Malmø FBC – Talent Sjælland (4-2)

Stilling efter gruppespillet
Nr. 1 Malmø FBC – 6 point
Nr. 2 Talent Sjælland – 3 point (nr. 2 grundet sejr over Talent Jylland 2001)
Nr. 3 Talent Jylland 2001 – 3 point
Nr. 4 Talent Jylland 2002 – 0 point

Forlænget spilletid og straffeslag afgjorde placeringerne ved Talentcuppen

Søndagens semifinaler måtte begge ud i forlænget spilletid samt straffeslag for at finde vinderne. Begge semifinaler bød på ungdomsfloorball, når det er allerbedst og kampene viste, at der er rigtig mange spændende spillere på vej frem, hvilket lover godt for det kommende U19-landshold og fremtiden.

Talent Sjælland endte med at vinde semifinalen over Talent Jylland 2001, mens Malmø ligeledes vandt over Talent Jylland 2002 efter straffeslag. Bronzekampen blev således et rent jysk anliggende som efter ordinær spilletid og forlængelse endte 4-4. I straffeslagskonkurrencen viste de yngste jyder vej og vandt til meget stor jubel. Finalen stod mellem Malmø FBC og Talent Sjælland, efter første periode stod den 6-2 til svenskerne men et flot comeback af sjællænderne resulterede i at kampen blev 7-7. I den forlængede spilletid scorede Malmø til slutresultatet 8-7 og kunne dermed tage hjem som vindere af Talentcuppen 2017.

Drengenes slutspil

Semifinale 1 – Talent Jylland 2001 – Talent Sjælland (3-3 efter ordinær spilletid) – Straffe (1-2)
Semifinale 2 –Malmø FBC – Talent Jylland 2002 (2-2 efter ordinær spilletid) – Straffe (3-2)
Bronzekamp – Talent Jylland 2002 – Talent Jylland 2001 (4-4 efter ordinær spilletid) – Straffe (3-2)
Finale – Malmø FBC – Talent Sjælland (7-7 efter ordinær spilletid) – (8-7 sudden death)

Samlet stilling ved Talentcuppen 2017
1. Malmø FBC
2. Talent Sjælland
3. Talent Jylland 2002
4. Talent Jylland 2001

Talentcuppen markerede afslutningen på sæsonen 2016/2017, og Talentprojektet går nu på sommerferie. Talentprojektet fortsætter i den kommende sæson og starter på lørdag den 26. august med samlinger i København og Randers.

Der vil inden sommerferien blive lagt et samlet program ud for Talentprojektets aktiviteter for sæsonen 2017/2018.