Herrerne tabte kvartfinalen med ære

Herrelandsholdet tabte 0-7 de finske titelaspiranter i VM-kvartfinalen, der dog længe bød på så stærk dansk defensiv, at finnerne måtte langt ind i kampen for at afgøre den.

Det er ikke hverdagskost for Danmark at være i en VM-kvartfinale. Når man samtidigt møder en af verdens absolutte topnationer, så spiller man en virkelig stor kamp. Ved dette VM blev aftenens finske modstandere de første til at besejre danskerne.

Finland kom hurtigt foran, men herefter leverede herrerne en så stærk indsats mod finnerne, at der skulle gå næsten en halv time, inden finnerne fik sat deres anden scoring. Den kom i en fem minutters udvisning, som danskerne ellers havde forsvaret sig godt imod indtil det sidste minut. Herefter viste finnerne den kynisme foran mål, der gør dem til titelbejlere, mens deres disciplin i forsvaret kun gav få chancer til herrerne i omstillingsspillet. Med tre mål på tre minutter i slutningen af anden periode satte finnerne afgørelsen ind.

Mike Trolle Wede og forsvaret stod igen en stor kamp, som finnerne havde store problemer at komme igennem. Backen Marko Krogsgaard blev da også udset til kampens bedste dansker, og selv om danskerne ikke formåede at komme på tavlen, så var der flere fornuftige chancer.

Danmark var som forventet oppe imod en for stærk modstander i dag, men har stadig masser at spille om i Riga. Allerede i morgen venter den første placeringskamp om 5.-8.-pladsen, hvor Estland er modstander klokken 9. Ved sidste VM mødte Danmark også Estland i en placeringskamp, hvor det blev til sejr. Esterne fik dog revanche under VM-kvalifikationen i februar, så der venter et spændende og tæt opgør om at komme i kampen om 5. pladsen.

Kampfakta

Danmark – Finland 0-7 (0-1, 0-4, 0-2)
03:00 0-1 Peter Kotilainen (Tatu Väänanen)
23:06 U2 Tatu Väänanen (Finland)
27:38 0-2 Eemeli Salin
31:23 U5 Stefan Hedorf (Danmark)
35:43 0-3 Peter Kotilainen (Tero Tiitu)
36:50 0-4 Peter Kotilainen
38:39 0-5 Miko Kailiala (Joonas Pylsy)
46:00 0-6 Sami Johansson (Eemeli Salin)
57:58 0-7 Jami Manninen (Krister Savonen)

VM 2016-siden

Se billeder fra kampen her

Foto: IFF Floorball