Flot indsats af foreningerne til Skolernes Floorballdag

I uge 45 blev der landet over afholdt Skolernes Floorballdag. I år fik hele 4500 folkeskoleelever muligheden for at erstatte skolebænken med floorballbanen.

I sidste uge afholdte 22 foreninger fra hele landet Skolernes Floorballdag. Foreningerne kunne selv vælge en dag i uge 45, hvor de lokale folkeskoler blev inviteret ud i hallerne til en floorball turnering. I ugerne op til dagen har skolerne haft mulighed for at køre undervisningsforløb med floorball på skemaet.

En sjov og anderledes skoledag

Skolernes Floorballdag er med til at skabe stærke samarbejder mellem floorball foreningerne og de lokale folkeskoler. Hos flere af de deltagende foreninger er dagen blevet en tradition, som eleverne hvert år ser frem til at deltage i.

Børne og unge konsulent Grete Fink var ude og besøge flere foreninger på dagen, og udtaler i forbindelse med afholdelsen af Skolernes Floorballdag: ”Børnene får en sjov og anderledes skoledag, og måske blod på tanden til at prøve en ny sport. Dagen er med til at udbrede kendskabet til floorball, og har potentiale til at ramme nogle af de børn, der ellers ikke ville komme ud i hallen og prøve floorball, og vi kan se, at det bidrager positivt til medlemsrekrutteringen hos de deltagende foreninger”.

Skolernes Floorballdag er rettet mod skolebørn fra 0. – 3. klasse, men flere steder valgte foreningerne også at afholde en ekstra turnering for 4.-5. klasse.

Stærke frivillige kræfter i foreningerne

Der står mange frivillige kræfter bag afholdelsen af Skolernes Floorballdag. Flere foreninger har udover de lokale ildsjæle haft mange andre til at hjælpe på selve dagen.

I Benløse Floorball Club var der 700 børn forbi hallen, de fik hjælp af 30 8. klasses elever fra en af de nærliggende skoler, til at lede kampe, styre tid og speake.  I Jelling Tigers er størstedelen af de frivillige lokale pensionister, der ligger et stort stykke arbejde i at hjælpe foreningen på dagen.

Der skal lyde en kæmpe stor tak til alle de foreninger og frivillige der deltog i Skolernes Floorballdag.

Vi håber, at der er endnu flere der har lyst til at være en del af Skolernes Floorballdag næste år!

Skolernes Floorballdag arrangeres i samarbejde med Dansk Skoleidræt og DGI Floorball.

(Billedet er fra Skolernes Floorballdag hos Jelling Tigers).