Floorball Danmark ændrer datoen for DM-Superfinalen til lørdag d. 15. april 2023

I sidste uge meldte Floorball Danmark og Arena Næstved i fællesskab ud, at datoen for DM-Superfinalen ville blive søndag d. 16. april, 2023. Datoen ændres nu til lørdagen i samme weekend, nærmere bestemt lørdag d. 15. april, 2023.

Konstitueret sekretariatschef i Floorball Danmark Carl-Emil Clausen forklarer her begrundelsen for ændringen: ”Der må aldrig være nogen tvivl om, at Floorball Danmark altid ønsker at understøtte og lytte til klubberne rundt om i landet. I sidste uge eksekverede vi på en plan der var lagt for lang tid siden under andre vilkår. Nu ændrer vi datoen, og det gør vi fordi der er en bred enighed hos klubberne rundt i landet, samt Arena Næstved, HG/Næstved og Floorball Danmark, om at lørdag er en bedre dag for afvikling af DM-Superfinalen”.

Carl-Emil Clausen fortsætter: ”Vi glæder vi os meget til en stor dag i Arena Næstved, og der skal i forbindelse med flytningen af datoen, lyde en stor tak til Arena Næstved og HG/Næstved for en god proces”.

Sport Live har ikke muligheden for at producere kampen til TV, men har fuld forståelse for situationen. Der arbejdes på en anden løsning. Superfinalen var en stor fest og succes sidste sæson og vi tror og håber på at vi kan skabe en mindst lige så stor fest I denne sæson. Der arbejdes hele tiden på optimeringer for såvel oplevelsen for tilskuerne som holdene. Med en event lokation som Arena Næstved, er vi helt sikre på at vi nok skal komme i mål.

I kan købe jeres billet til denne store floorball festdag via følgende link: https://www.ticketmaster.dk/event/525743

De personer der allerede har købt billet, vil blive kontaktet af Ticketmaster snarest.

Vi glæder os til at se jer i Arena Næstved lørdag den 15. april 2023!