DM Superfinaler 2026

DM Superfinaler 2026 afholdes i Frederiksberghallerne

Efter at Floorball Danmark tidligere har offentliggjort udbudsmaterialet for værtskabet af DM Superfinaler 2026, er der indkommet stærke og gennemarbejdede ansøgninger. På baggrund af disse har Floorball Danmarks bestyrelse nu truffet beslutning om, at Superfinalerne 2026 afholdes i Frederiksberghallerne, med Alliancen KBH som værter.

Formand for Floorball Danmark, Jesper Malm, har naturligvis ikke deltaget i beslutningen, da han tidligere har været formand i Vanløse Floorball, som indgår i Alliancen KBH.

Valget falder på Frederiksberg Hallerne (Alliancen KBH), hvor Superfinalerne også blev afviklet i 2025 med stor succes, mange tilskuere og flotte rammer omkring begivenheden. Erfaringerne fra sidste år har indgået som en væsentlig del af bestyrelsens samlede vurdering.

Den 2. maj 2026 går det løs, når Superfinalerne for sæsonen 2025/26 skal afgøre, hvem der bliver danske mestre i floorball – både på herre- og kvindesiden. Med udgangspunkt i de samme rammer og et højt ambitionsniveau er målet at videreføre den positive udvikling fra året før og skabe endnu en mindeværdig finaledag.

Formand for Vanløse Floorball, Lars Kiilstofte Hansen, glæder sig over værtskabet:

“Vi er enormt stolte over igen at få lov til at være med til at afholde Superfinalerne. Oplevelsen i 2025 viste, hvad der er muligt, når rammer, frivillige og stemning går op i en højere enhed – og det vil vi bygge videre på i 2026.”

Sæt kryds i kalenderen allerede nu, når dansk floorball samles i Frederiksberghallerne den 2. maj 2026 til Superfinalerne. Det bliver en dag du bestemt ikke vil gå glip af.

Nærmere information om program og billetsalg følger senere.