DM-GULD TIL FREDERIKSHAVNS DAMER!

Frederikshavn Blackhawks er tilbage på tronen i dansk damefloorball. Efter en finalesejr på 5-4 over AaB Floorball blev guldet sikret for første gang i fire år. Som spået på forhånd blev damernes Superfinale et intenst og spændende opgør til det sidste.

Der var lagt op til en spændende Superfinale mellem Frederikshavn Blackhawks og AaB Floorball – og publikum blev ikke snydt af de to nordjyske hold. Det startede ellers med en dominans fra Frederikshavn, der efter godt to minutter tog føringen, da Caroline Christoffersen sendte bolden i krydset. Og der skulle ikke være gået mere end syv minutter, inden Maria Østergaard og Caroline Christoffersen havde øget til 3-0.

AaB fik dog svaret hurtigt igen ved Eva Knudsen – en reducering, der holdt længe i perioden. Med få minutter tilbage af den første finaleperiode satte AaB dog to scoringer på 20 sekunder ved først Carina Vestergaard og et flot soloridt af Maria Andersen. Dermed kunne holdene gå til den første pause med stillingen 3-3.

2. periode forblev i lang tid en stillingskrig, indtil Annika Bengtsson fandt Christine Idskou foran mål, der kunne sende frederikshavnerne foran igen. Begge hold havde generelt svært ved at finde rytmen i perioden, men Frederikshavn kom frem til flere muligheder uden at scoret yderligere.

Derfor var en sæsons afgørelse kogt ned til den sidste periode. Christine Idskou satte sin anden for dagen, da hun sendte guldet mod Frederikshavn med scoringen til 5-3. AaB fik igen svaret hurtigt, men på trods af en spændende afslutning, så forblev Carina Vestergaards reduceringsmål sæsonens sidste. Og dermed kunne Frederikshavn lade jublen bryde løs for første gang i fire år. – mens AaB tager sølvmedaljerne for fjerde år i træk.

De nykårede mestres Caroline Christoffersen blev udpeget som finalens bedste.

Kampinfo

Frederikshavn Blackhawks – AaB Floorball 5-4 (3-3, 1-0, 1-1)
01:57 1-0 Caroline Christoffersen (Helle Grønbech)
04:13 2-0 Maria Østergaard (Nanna Sørensen)
06:43 3-0 Caroline Christoffersen (Mathilde Toldbod)
07:18 3-1 Eva Knudsen
17:49 3-2 Carina Vestergaard (Eva Knudsen)
18:11 3-3 Maria Andersen
33:24 4-3 Christine Idskou (Annika Bengtsson)
46:07 5-3 Christine Idskou (Helle Grønbech)
49:23 Time out (AaB)
50:30 5-4 Carina Vestergaard (Amalie Thomsen)
15:02 U2 Amalie Thomsen (AaB)
19:38 U2 Line Blaabjerg (AaB)