Danmark videre til play off-runden ved VM

Herrelandsholdet er klar til play off-runden ved VM 2016 i Riga. I morgen formiddag venter der nu en kamp om gruppens førsteplads, mens det i morgen aften afgøres, om det bliver Letland eller Norge i onsdagens play off.

Med dagens sejr sikrede herrelandsholdet sig avancement til play off-runden om at komme i en VM-kvartfinale. For efter 4-2-sejren over Polen mødtes Slovakiet og Australien i gruppens anden kamp, hvor slovakkerne vandt med hele 12-2. Det resultat betyder, at både Danmark og Slovakiet er sikre på at gå videre til play off-runden, hvor den interne kamp i morgen formiddag afgør gruppens førsteplads.

Efter kampen var det også en tilfreds Mike Trolle, der kunne gøre status efter de to første kampe.

– Vi er videre fra gruppen nu og klar til play off, så det er en god følelse, sagde keeperen til IFF Floorball.

Netop Mike Trolle havde en stor hovedrolle, da Danmark ligeledes nåede play off-runden ved VM 2014. Her blev Tyskland besejret efter straffeslagskonkurrence i en dramatisk kamp.

På onsdag venter der så en ny play off-kamp enten klokken 15 eller 18:30, hvor modstanderen bliver værtsnationen fra Letland eller Norge. Hvem der møder hvem, afgøres i morgen, hvor Danmark møder Slovakiet klokken 10:15 – mens Norge og Letland mødes klokken 18:30.

For Danmark bliver det første kamp i hovedarenaen Arena Riga, der har plads til 10.300 tilskuere. Hvis onsdagens play off-modstander bliver Letland, kan de danske herrer altså se frem til noget af en kulisse samme sted.