Budskab fra DIF’s årsmøde: Idræt slår algoritmerne
Formand Jesper Malm og økonomiansvarlig Jens Lausten var i weekenden til årsmøde i Danmarks Idrætsforbund, hvor alle idrætsforbund i Danmark vælger fælles bestyrelse og lægger linjerne for de kommende år. Årsmødet er delt op i en udviklingsdel og en officiel del. Fredag aften – hvor direktør Karina Ildor Jacobsgaard også deltog – var der faglige oplæg, workshops og en masse netværk mellem de 63 forskellige forbund. Lørdag er den mere officielle del med beretning, præsentation af økonomi og valg til bestyrelse.
Herunder fortæller formand Jesper Malm lidt om, hvad der skete på årsmødet.
”Der er mange gode nyheder fra dansk idræt. Der er flere end nogensinde, som er del en idrætsforening. Mere end 3 mio. danskere. Tallene viser, at Idrætsforeninger på mange måder slår algoritmerne. Det er jo utroligt. Men det er også et stort ansvar, at vi er et af de eneste fritidsalternativ til PlayStation og sociale medier”.
Han refererer til DIF-formand Hans Nastorp som fortalte, at tallene viser, at idrætten ofte er det eneste sted, hvor børn har venner væk fra skærmen.
”På nogen områder er det ærgerligt. Men tænk, hvis vi ikke havde foreningerne. På den måde skal vi jo understøtte de enkelte hold og særligt trænerne. De har en utrolig vigtig rolle for børnenes idræt, og i lige så høj grad for børnenes sociale liv”, lyder det fra vores formand.
En anden vigtig trend som Jesper Malm tog med videre er, at de store foreninger bliver større og de mindre har det svært. Det betyder også, at de store idrætsgrene vokser og de mindre presses i stigende grad med udfordringer med bl.a. at skaffe nye medlemmer og nye frivillige.
DIF er opmærksomme på udfordringerne. Hans Natorp fortalte i sin beretning, at DIF mener, at mangfoldigheden er værd at kæmpe for. Der er bl.a. nedsat en arbejdsgruppe på området med seks forskellige specialforbund.
”Jeg synes det er et utrolig vigtigt fokusområde, idet floorball er en mindre idrætsgren med mange mindre foreninger. Floorballsporten skal sammen blive klogere på, hvordan vi trods udfordringer udvikler os, herunder udvikler vores foreninger,” udtaler Jesper Malm.
Danmarks Idrætsforbund har fået lavet en foreningsundersøgelse på tværs af idrætter, hvor foreninger bl.a. er blevet spurgt ind til deres udfordringer og styrker – måske nogle floorballklubber har været med til at besvare den. Undersøgelsens resultater pegede bl.a. på tre forskellige foreningstyper:
-De udviklingsdrevne fornyere”. Foreninger, som ser udvikling som en nødvendighed og mulighed. Arbejder aktivt med nye målgrupper, trends og fleksible medlemsformater. Typisk store foreninger.
-De lokalt pressede”. Oplever pres og usikkerhed om fremtiden. Kæmper med rekruttering, engagement og interne roller. Typisk mindre foreninger.
-De klassiske forankrede kerneforeninger”. Er stabile og velfungerende med stærk økonomi, klare strukturer og et velsmurt samarbejde. Oplever få udfordringer med rekruttering og konkurrence. Har dog begrænset udviklingsfokus. Typisk mellemstore foreninger
”Jeg så gerne, at vi som forbund i stigende grad kunne bidrage til at klubberne udvikler sig. Det er svært med de meget få ressourcer vi har i vores forbund pt. Så for at kunne gøre noget ekstra, skal vi eksempelvis søge fonde eller på anden måde finde midler til udvikling.
Et eksempel på dét er, at vi som forbund er del af projektet Sport In Denmark, som er for idrætsgrene, der er store i udlandet, men mindre i Danmark. Her er en udviklingskonsulent ansat til at kunne bidrage til at skabe relationer mellem udenlandske medarbejdere i Danmark (expats) og de idrætsgrene, som de normalt kender fra deres hjemland. Det er bl.a. cricket, hockey og også floorball. Vi skal køre indsatser i indtil videre fire større byer, hvor der normalt er mange udenlandske borgere, som arbejder i Danmark. Vi starter i Esbjerg, Herning, Odense og København. Udviklingskonsulenten Micki er i gang med at få dialog til floorballklubberne i netop de byer. I Københavns kommune, hvor der er flere at vælge imellem, vil klubberne udvælges på baggrund af, hvor de øvrige idrætters foreningerne har adresse, dette for at skabe nødvendige synergier.
Mere medbestemmelse til børn og unge
Danmarks Idrætsforbund har vedtaget, at der skal være mere medbestemmelse til børn og unge. Der er udviklet forskellige værktøjer til at det sker.
”Også her er der meget at hente for et mindre forbund. Skal vi vokse og have flere børn ind i sporten, så gælder det også om at lytte til netop denne gruppe. Og her har vi meget at gøre.”
Unge skal i højere grad inddrages og have medbestemmelse. I samarbejde med forskere har DIF udviklet en model for medbestemmelse, som bl.a. skal sikre, at de unge synes det er fedt at være en del af det fællesskab, som sporten kan tilbyde.”
”Det er også et område, hvor vi skal være opmærksomme. For er vi opmærksomme på de unges behov når vi fx planlægger træning og turnering?” Vores nuværende sekretariat er i gang med at undersøge, hvordan vi kan tilpasse turnering og stævner for børn og unge ud fra hvor mange der spiller floorball i de forskellige regioner af landet.
Jesper Malm mener derfor, at floorballsporten i stigende grad skal være opmærksomme på, hvordan den skaber gode fællesskaber for børn og unge. Også fordi floorball er en lille sport, der selv skal uddanne de næste trænere, ledere og dommere.
”Min drøm er, at ingen i vores sport kun spiller for sig selv og deres eget hold. Alle er ambassadører og spiller for at udvikle sporten og bidrager på forskellige måde til at styrke vores setup”, afslutter Jesper Malm.

