Tilbageblik på en stor weekend i Herning

Det blev en fantastisk Pokal Final4 i Herning

For en uge siden kunne Floorball Danmark og det lokale publikum i Sportscenter Herning hylde dette års pokalvindere, efter en helt igennem fantastisk weekend.

På kvindesiden kunne Frederikshavn Blackhawks løfte pokalen efter en tæt og spændende finale mod AaB Floorball.
Kampen endte 6-4 og dermed kan kvinderne fra Frederikshavn Blackhawks nu både kalde sig forsvarende pokalvindere og forsvarende Danmarksmester.

De to holds vej til finalen gik om lørdagen over Copenhagen Floorball Club for Frederikshavnernes vedkommende i en meget tæt semifinale. AaB Floorball slog overraskelsen fra Rødovre FC lidt mere komfortabelt med en sejr på 9-2.

I forbindelse med præmieoverrækkelsen blev årets pokalfighter også kåret. Her faldt valget på Caroline Toldbod Christoffersen fra AaB Floorball.

På herresiden var der drama for alle pengene, da de forsvarende pokalmestre fra Hvidovre Attack slog værterne fra Sunds Seahawks efter overtid og straffeslag.

Den ordinære kamp endte 2-2 og da der ikke blev scoret i overtiden, kunne Hvidovre Attack, stærkt anført af Mike Trolle i målet, trække sig sejrrigt ud af kampen. Med tre redninger i straffeslagskonkurrencen og en række store redninger, særligt i tredje periode, var det derfor også helt fortjent at Mike Trolle efter kampen kunne hyldes som årets pokalfighter.

 

Der skal lyde en stor ros til værter fra Herning Pirates og Sunds Seahawks for en rigtig velarrangeret weekend med omkring 1.000 tilskuere på lægterne hen over weekenden.
Vi glæder os i Floorball Danmark allerede til næste års Final4, som også spilles i Herning Sportscenter.

Næste store arrangement i Floorball Danmark regi, er Superfinalerne, der i år spilles lørdag den 4. maj – igen i år i Næstved Arena.