Opdatering fra bestyrelsen: “Det er en svær tid, vi lever i.”

Det er en svær tid, vi lever i. Nye restriktioner og stigende smitte i store dele af samfundet sætter idrætten i et svært dilemma.
 
Flere foreninger har igen måttet lukke ned for deres aktivitet, og andre har hen over de seneste to måneder skullet tilpasse deres aktiviteter til nye retningslinjer, i takt med smitten er steget og forsamlingsforbuddet er blevet endnu mere omfattende.
 
Da forsamlingsforbuddet blev sat ned til 10 for voksne over 21 år, betød det, at store dele af Danmarksturneringen blev lukket ned og fortsat vil være det frem mod 28. februar 2021.
 
I DIF fik man indført i bekendtgørelsen om forsamlingsforbuddet, at de højeste ligaer under de af DIF anerkendte specialforbund kunne høre ind under elitebekendtgørelsen. Det har Floorball nydt godt af den seneste halvanden måned, hvor pokalturneringen og begge SELECT-ligaer har kunnet fortsætte.
 
Da de regionale restriktioner mandag ramte 38 kommuner, her primært kommuner i hovedstadsområdet og på Sjælland, skulle der igen træffes nogle beslutninger om, hvorvidt pokalturneringen og SELECT-ligaerne skulle fortsætte i de 38 berørte kommuner. I første omgang blev det besluttet at lade ligaerne fortsætte.
 
Men en stigende bekymring fra flere klubber, et generelt højere smittetryk, de mange opfordringer til at blive hjemme og debat og undring i kommunerne har gjort, at Floorball Danmarks bestyrelse besluttede at alle “ikke-nødvendige” kampe, hvor det er muligt at spille efter nytår, skulle udskydes. Det fik betydning for de tre kvindeligakampe.
 
Det var her ikke muligt at udskyde herrekampen mellem Benløse-Rødovre, da mellemspillets første kamp starter den 6. januar, og Rødovre stadig havde sandsynligheden for at nå en 4. plads, og dermed sikre en bedre position i op -og nedrykningsspillet, der står til at starte d. 24. januar. Det samme var gældende for pokalkampen mellem Team Århus og Strandby, hvor den foreløbige plan endnu er et pokal-Final Four d. 16-17. januar.
 
Floorball Danmarks bestyrelse er fuldt ud klar over, at beslutninger kan dele vandene, men vi appellerer i disse COVID-19 tider til, at foreninger og forbund står sammen.
 
På vegne af Floorball Danmarks bestyrelse og formand Steen Houmand ønsker vi for os alle, at vi kommer godt og hurtigt igennem denne krise, og at hverdagen kan blive hverdag igen.