Medlemstal 2025: Beskeden tilbagegang kan vendes med et stærkere forbund
DIF har offentliggjort specialforbundenes medlemstal for 2025. Floorballsporten har en mindre tilbagegang. Sporten tæller dermed nu 9.358 spillere, hvilket er 100 færre end sidste år. Det er en minimal tilbagegang og langt færre end hvad man kunne have frygtet efter nogle svære år for Floorball Danmark. Men det vidner også om, at der er potentiale til mere, hvis vi får vendt udviklingen i forbundet og i højere grad understøtter klubberne i deres gode udviklingsarbejde, lyder det bl.a. fra Floorball Danmarks formand Jesper Malm og næstformand Henrik Bahne Sørensen.
Danmarks Idrætsforbund offentliggør hvert år medlemstallene i de mange forskellige specialforbund. Tallene stammer fra klubbernes egne indberetninger i det såkaldte Centrale Foreningsregister. Generelt går Floorballsporten en smule tilbage.
Tilbagegang overrasker ikke
”Det er ikke overraskende, at vi har en mindre tilbagegang. Vi er i gang med et stort oprydningsarbejde, hvor vi bl.a. har ryddet op i vores foreningsdatabase og det viser sig, at der var foreninger, som nok stadig var aktive, men som ikke længere har floorballhold. Denne oprydning har kostet en smule. Men langt færre end forventet”, fortæller formand Jesper Malm.
Han synes, det er ærgerligt at gå tilbage. Men der er flere positive tendenser i medlemstallene. Der er mindre fremgang i aldersgrupperne 7-12 år, 19-24 år samt blandt voksne i alderen 40-59 år og de ældre grupper 60-69 år og 70+. Det vidner om, at floorball fortsat formår at tiltrække og fastholde både børn, unge voksne og seniorer.
Opmærksom på teenagere
Et opmærksomhedspunkt er, at der er fald i antallet af teenagere, de yngste spillere 0-6 år samt gruppen i alderen 25 til 39 år. Det er områder, som der allerede nu arbejdes målrettet med gennem både eksisterende og kommende udviklingsprojekter og initiativer, fortæller næstformand Henrik Bahne Sørensen.
“Omvendt er han glædeligt overrasket over den robusthed der tilsyneladende er i foreningerne. En så lille tilbagegang i en turbulent tid vidner om et stærkt fundament for udvikling. Der er mange gode klubber, som gør et meget flot stykke arbejde dagligt for at udvikle og udbrede sporten.”
Fundament for fremtidig vækst
”Som jeg ser det, har floorball et betydeligt potentiale for yderligere vækst og en endnu stærkere forankring i hele landet. Sportens kvaliteter med fokus på fællesskab, høj træningsværdi og mulighed for konkurrence på alle niveauer gør den attraktiv for både nye og eksisterende medlemmer i alle aldersgrupper”, udtaler Henrik Bahne Sørensen.
Floorball Danmark vil i den kommende tid fortsætte arbejdet med at styrke sporten gennem målrettede indsatser, der skal sikre både rekruttering og fastholdelse på tværs af hele landet. Der er nu ansat en udviklingskonsulent, finansieret af DIFs strategimidler, som skal igangsætte en række initiativer, der understøtter klubbernes vækst, særligt på børne og ungeområdet. Bl.a. er der igangsat samarbejde med KFUM med henblik på klubbernes arbejde med unges medbestemmelse, netværksmøder bliver afholdt i regioner i hele landet med formålet at øge samarbejdet klubberne imellem, Spillerudviklingssamlinger er genoptaget, og vil på sigt omhandle mere end blot at blive bedre til floorballspillet på banen – de unge skal desuden tilbydes relevant træner- og dommeruddannelse, det nye turneringskoncept 3v3 med målmand skal testes ved en række stævner i juni måned, der afholdes møder i både Øst og Vest for at blive klogere på hvilke børne- og ungdomshold der er, og hvilke turneringsformer de passer til og flere andre initiativer er på vej.
”Jeg ser meget frem til at følge udviklingen over de kommende år, hvor bestyrelsen i Floorball Danmark ønsker at deres og udvalgenes indsats er med til at understøtte sekretariatets arbejde”, udtaler Jesper Malm.

