Juleferien bød på stor stævneaktivitet

Rundt om i Danmark er der i disse år skabt stærke traditioner for floorballstævner for børn, unge og motionister, og juleferien er ingen undtagelse. Hen over jul og nytår er der blevet afholdt en lang række vellykkede stævner, som har samlet spillere på tværs af alder, niveau og geografi og skabt gode fælles oplevelser omkring floorball.
Det største stævne i juleferien blev afholdt den 29. december i Randers Arena, hvor Randers Raptors bød velkommen til hele 49 hold fordelt på børne-, ungdoms- og seniorrækker. Stævnet samlede hold fra hele Jylland og blev afviklet med hjælp fra ikke mindre end 41 frivillige.
Formand for Randers Raptors, Kenneth Riishøj, fortæller, at formålet med stævnet først og fremmest er at udbrede floorball og give spillerne gode oplevelser:
“Økonomisk giver stævnet ingen indtægt, men det udbreder floorball og giver fælles oplevelser. Det er hele formålet.”
Randers Raptors satte gang i planlægningen allerede hen over sommeren, hvor en styregruppe stod for alt fra kampprogram og dommere til frivillige og økonomi. Stævnet var målrettet hold under liganiveau og udfylder et tomrum i Østjylland efter tidligere julestævner er ophørt. Alle hold var garanteret minimum fire kampe, og tilbagemeldingerne har været meget positive.
Deltagerprisen var holdt på et niveau, hvor flest muligt kunne være med. Det kostede 125 kr. pr. hold til og med U13, mens deltagelse på stor bane kostede 499 kr. pr. hold. Markedsføringen foregik primært via sociale medier samt direkte henvendelser til klubberne i Jylland.

Stævner i hele landet
Randers var langt fra det eneste sted, hvor floorballen rullede hen over juleferien.
Den 28. december blev Næverly Hills Cup traditionen tro afholdt i Herlufsholmhallen i Næstved arrangeret af HG Næstved, med masser af kampe for både børn, unge og voksne.
Derudover kan bl.a. nævnes:
• Helsingør Floorball Team, som afholdt nytårsstævne for ungdomsspillere den 30. december
• Rarup ved Horsens, hvor der den 28. december blev afholdt stævne for både voksne og børn
• Haubro Tigers, som stod bag julestævne i Haubrohallen den 28. december
På Fyn afvikles desuden en række stævner under Fynsmesterskabet i 3-mands floorball, hvor der i alt afholdes over fem stævner. Det første blev spillet i december, og interessen er stor.
Derudover har mange klubber afholdt interne jule- og hyggestævner for medlemmer og venner af klubben.

Hjælp os med at synliggøre stævnerne
Stævner spiller en vigtig rolle for udviklingen og udbredelsen af floorball. De giver mulighed for ekstra kampe, fællesskab og gode oplevelser. Dette gælder også hold, der ikke deltager i den almindelige turnering.
Derfor vil Floorball Danmark opfordre alle klubber og arrangører til at uploade jeres stævner i Floorball Danmarks stævnekalender, så det er nemt for andre at finde muligheder for at komme ud og spille floorball.

I kan oprette jeres stævne nemt i kalenderen her:
https://floorball.dk/staevner/arranger/