Førstedagen ved Final4

Som noget nyt afvikler Floorball Danmark i år både herrernes og damernes pokalfinaler som Final4, hvilket betyder, at semifinaler og finaler spilles samme sted og samme weekend.

Første dag af pokalfinalerne er gået, og gårsdagens fire kampe blev afviklet med stor succes, og gav følgende resultater:

Damer

  • Copenhagen FC – Hvidovre Attack FC 10-3 (5-1,3-1,2-1)
  • ÅFK – Fr. Blackhawks 3-6 (0-1,3-2,0-3)

Herrer

  • Copenhagen FC – Rødovre FC 7-6 (2-2,2-2,3-2)
  • Team Århus Floorball – Fr. Blackhawks 6-16 (2-4,1-6,3-6)

Det nye format virker godt

Efter en lørdag med pokalfloorball på programmet, er det tid til at gøre status over pokalfinalernes nye setup.

Lørdag var en dag med masser af stemning, spændende kampe og god floorball på programmet. Det skaber en helt særlig dynamik at samle semifinalekampene på denne måde. Publikum får desuden en helt unik mulighed for at følge med hele vejen rundt.

Floorball Danmarks formand Carsten Provstgaard, som også er tilstede hele weekenden, er også begejstret for den nye afviklingsform og udtaler

Det er fedt at mærke floorballstemningen så intenst med fire kampe under samme tag, og det nye format med Final4 virker rigtig godt. Der skal samtidig lyde en stor ros til Brønderslev for deres store arbejde med at få det hele til at fungere i det nye format. Det er tydeligt, at det er et rutineret mandskab, som har prøvet kræfter med afvikling af pokalfinalearrangementer før.

Finalerne byder på klubopgør

Fire gode kampe er det blevet til lørdag, og søndag venter finalerne, som bliver to identiske klubopgør på dame- og herresiden, som spilles efter følgende program i Brønderslevhallerne:

Damefinale kl. 11.00

  • Copenhagen FC – Fr. Blackhawks

Herrefinale kl. 14.00

  • Copenhagen FC – Fr. Blackhawks

Rutinerede dommere på finalerne

Floorball Danmarks dommerudvalg har udpeget to rutinerede dommerpar fra øst til at styre slagets gang, når de to pokalfinaler fløjtes i gang.

Således dømmes damefinalen af Ken B. Poulsen og Adam Kristoffersen med Torben Rafn som 3. dommer.

Herrernes finale dømmes af det internationale dommerpar Tobias Jørgensen og Steffen Leholk med Kim Falgren Vilger som 3. dommer.