Første online trænerkursus afholdt med god succes

Floorball Danmark valgte som et nyt initiativ under coronakrisen, at udbyde Teknik og Taktik kurserne som online kurser. Kurserne afvikles over to aftener á 2½ time varighed, hvor hver deltager hver især er med online.

Pladserne på de første kurser blev revet væk, og på de ekstra kurser er der kun 4 pladser tilbage på teknik d. 15. og 16. april. Tilmelding kan gøres her: http://events.dgi.dk/start.aspx?an=202051392018

Den praktiske del i hal mangler selvfølgelig i høj grad, men muligheden for at tage kurserne hjemmefra over 2 aftener har til gengæld betydet, at kurserne har ramt en målgruppe, der ikke tidligere ville have deltaget.

“Det er selvfølgelig meget anderledes at undervise hjemmefra, men deltagerne har været gode til at byde ind undervejs og selvom teknikken til tider har drillet lidt, så har vi med fælles hjælp fået afviklet nogle gode kurser” udtaler instruktør Søren Frederiksen.

“Det er et spændende nyt område for Floorball Danmark, og de udsolgte kurser viser os, at der er et behov for at kunne dygtiggøre sig, også ved at kunne tage kurserne online. Vi skal nu arbejde med den feedback vi har fået og gøre dem endnu bedre” siger sekretariatschef Carsten N. Provstgaard.

Der arbejdes i den kommende tid på at udbyde trænerkursus modul 3 – Special teams som online kursus, og såfremt efterspørgslen for flere teknik og taktikkurser er tilstede, vil disse også blive udbudt.