Floorball Danmark styrker Turneringsadministrationen

Som en del af arbejdet med at styrke og udvikle turneringsområdet i Floorball Danmark efter flere år med nedgang i antal hold og en ikke eksisterende pigeturnering fra U13 og op, har Floorball Danmark ansat Anja Andersen som turneringskonsulent på deltid (15 timer om ugen). Anja skal dels supplere den nuværende turneringsadministrator Vibeke Falgren Vilger og dels understøtte udviklingsarbejdet med at få flere hold med i Danmarksturneringen, herunder med fokus på pige- og kvindehold. Desuden vil Anja blive administrativt ansvarlig for kvalifikationsstævnerne til DIF DM-Ugen.

Anja kommer med en lang baggrund fra basketball, hvor hun har været pige- og kvindetræner i mere end 30 år. Pt. er Anja træner for 3 hold i BMS Herlev, hvor hun er meget engageret i at få flere piger og kvinder til at fortsætte med at spille basketball. Derfor er Anja også involveret i basketballforbundets Elite- og Landsholdsudvalg, hvor hun sidder som repræsentant for Kvindebasketligaen.

Anja arbejder i Børnebasketfonden som koordinator for skole- og SFO forløb, og denne erfaring vil vi i Floorball Danmark naturligvis også trække på. Børnebasketfonden er den primære årsag til den store vækst basketball i Danmark har oplevet, hvor forbundet har mere end fordoblet deres medlemstal fra ca. 10.000 udøvere tilbage i 2013. Den store udvikling i medlemstal er især set på børnesiden og dette har medført en kæmpe stigning i antallet af turneringshold for både piger og drenge.

Vi ser frem til at gøre brug af Anjas erfaringer og ekspertise ift. organisering og overblik. Stort velkommen til!