Floorball Danmark søger nye herrelandstrænere til A og U19

Stillingsopslag: Floorball Danmark søger ambitiøse herrelandstrænere A/U19 med lyst til at udvikle floorballsporten

Floorball Danmark søger en cheftræner til herre-A og en anden cheftræner til herre-U19-landsholdene, som har mod på at arbejde med udviklingen af sportens dygtigste udøvere, og som er parat til at optimere og udvikle dansk floorball. Vores ambition er at være en fast del af top 8 i verden og udfordrere til top 6-landene i 2026, og du skal være med til at sætte retningen sammen med Floorball Danmark for, hvordan vi sikrer en sportslig fremdrift. Vi søger dermed en profil, der vægter udvikling af floorballsporten højt, og som evner at tænke langsigtet.

Profil

  • Du udstråler energi og formår at motivere og inspirere de mennesker, du arbejder sammen med

  • Du er en teamplayer med god evne til at samarbejde med både frivillige og professionelle

  • Du værdsætter andres input, men besidder også gennemslagskraft og evner at træffe nødvendige beslutninger

  • Du er god til at planlægge og arbejde struktureret og selvstændigt

  • Du formår at samle holdet som en enhed ved samlingerne

  • Du har kommunikative evner og erfaring med coaching og undervisning

  • Du kan indgyde tillid, troværdighed og respekt, samtidig med at du har evnen til at sætte kursen, når det er nødvendigt

  • Du er bevidst om dine egne stærke og svage sider

  • Du er uddannelsesparat og har lyst til at blive klogere på, hvordan du kan styrke dine kompetencer

  • Du er villig til at afholde trænerseminarer på vegne af Floorball Danmark i løbet af sæsonen

Kvalifikationskrav

  • Du er god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt

  • Du er udviklingsorienteret og parat til at gå nye veje

  • Du har minimum tre års trænererfaring på dansk liganiveau eller tilsvarende erfaring fra udlandet

  • Du er uddannet på minimum DIF Træner 2-niveau eller har et tilsvarende uddannelsesniveau fra udlandet – opfylder du ikke uddannelseskravene, skal du være indstillet på at opkvalificere dig inden for det første år af din ansættelse

Jobbet

Du kommer til at stå i spidsen for de bedste floorballspillere i Danmark og får mulighed for at teste dine evner på højeste internationale niveau. Sammen med det øvrige landsholdsteam bliver du ansvarlig for at skabe de bedst mulige resultater. Du vil som landstræner være foregangsperson for de øvrige trænere med henblik på at kunne inspirere og dele viden, så der skabes et stærkt træningsmiljø i dansk floorball. Som en del af din ansættelse får du desuden et uddannelsesansvar i forhold til videreudviklingen af trænere og vil have et tæt samarbejde med de øvrige landshold.

Stillingen som herrelandstræner omfatter de internationale weekender samt VM-kvalifikation og VM, hvilket også kan indebære hverdage. Derudover vil der være arbejdstid til forberedelse og spillersamtaler.

Arbejdsomfanget vurderes til cirka 30 arbejdsdage pr. år.

Vi tilbyder dig

  • Mulighed for at arbejde med de dygtigste floorballspillere i Danmark

  • En unik mulighed for at påvirke udviklingen af den sportslige retning i dansk floorball

  • Uddannelse og inspiration fra det internationale floorballmiljø

  • Mulighed for kompetenceløft til diplomtrænerniveau

Ansøgning

Send din ansøgning samt CV til Rasmus.Haslund@floorball.dk – mærket ”Herrelandstræner A” eller ”Herrelandstræner U19” senest den 11. juli.

Yderligere information om stillingen kan fås hos formanden for landsholdsudvalget, Rasmus Haslund, på rasmus.haslund@floorball.dk.