MotionsFloorball

MotionsFloorball er et forskningsbaseret idrætskoncept med dokumenteret sundhedseffekt, der er et koncept under Bevæg dig for livet – Floorball. MotionsFloorball er let at komme i gang med og kan spilles af alle – uanset forudgående erfaring med floorball. MotionsFloorball handler om sund og effektiv motion i en uformel ramme, hvor fællesskab og gode oplevelser vægtes højt.

MotionsFloorball er målrettet både idrætsforeninger, interesseorganisationer, virksomheder og kommunale forvaltninger. Da MotionsFloorball spilles på små baner, kræver det kun et helt almindeligt lokale, lidt udstyr og en håndfuld deltagere for at tanke bliver til handling. Uanset hvor du vil spille MotionsFloorball, kan du med hjælp fra denne drejebog let komme i gang – med garanti for højt humør på banen og sved på banen.

MotionsFloorball er baseret på forskning fra Center for Holdspil og Sundhed (Københavns Universitet) – og udviklet i samarbejde med Floorball Danmark som en del af Bevæg dig for livet – Floorball.

Stævner

Floorball vokser og der bliver både flere klubber og spillere i disse år. Derfor er der flere og flere mennesker som efterspørger stævner. Floorball Danmark og DGI tilbyder hjælp med at arrangere stævner til den voksende gruppe af spillere. Vi vil medvirke til at skabe sjove stævner, hvor alle udøvere har mulighed for at spille kampe mod andre hold og udvikle sig i nogle gode og sociale rammer i et floorball fællesskab. Vi hjælper jer på rette vej med jeres stævne Vores mål med folderen er at gøre det let og overskueligt for alle ildsjæle, foreninger og hold at arrangere stævner.

Målgrupper
Floorball og MotionsFloorball henvender sig til næsten alle aldersgrupper og bliver stadigt mere udbredt. Jeres stævne kan derfor målrettes til:

  • Herrer
  • Damer
  • 60 plus

På tværs af køn
Mix-Floorball er også populært mange steder. Da floorball ikke er så fysisk betonet, er det en god anledning til at spille piger og drenge sammen.

Kamptid
Hvor længe I spiller afhænger af hvor mange hold der deltager, hvor længe hallen er til rådighed og hvilken målgruppe I går efter.

Læs mere om MotionsFloorball og den dokumenterede sundhedseffekt i konceptets publikation fra 2015.