Regionsholdende i Øst gæstede i weekenden Stevns Floorball Klub
I weekenden var vores regionshold, U15 drenge øst og regionshold piger øst, samlet i Strøby, hvor Stevns Floorball Klub var vært.
Stevns Floorball Klub blev stiftet i 2011, og har deres hjemmebane i Strøbyhallen i Strøby. Siden klubbens stiftelse har de vækstet i medlemmer, hvor de i 2019 registrerede 129 medlemmer. Klubben blev en del af Spydspidsklubberne (Bevæg dig for livet) i efteråret 2019, hvor medlemsvæksten steg for både ungdom og seniormotion. Klubben har også haft succes med etablering af et motionshold for kvinder på 12-14 spillere.
Dorthe, formand for Stevns Floorball klub fortæller følgende:
”Der er generelt ikke langt fra tanke til handling når vi får nye ideer. Vi ser muligheder frem for begrænsninger. Vi deltager gerne ved udendørsarrangementer hvor vi opstiller enten en minibane eller laver et “skydetelt” med hastighedsmålere/pointmål. Mere synlighed i lokalområdet, har også haft en god effekt på medlemsvækst.”
Denne sæson har klubben følgende hold:
- U7 drenge
- U9 drenge
- U9/11 piger
- U13 drenge
- Herre i 3.div. (+15)
- Motionsmix Mænd/Kvinder
- Kvindemotionshold
”Vi udvikler spillere som større klubber viser interesse for. Vi har igennem tiden haft ungdomsspillere som nu er aktive i ligaklubberne Vanløse, Rødovre, Copenhagen, og senest ungdomsspillere som er rykket til Benløse.”
Hvorfor har i valgt at byde ind på værtsrollen til regionssamlingen?
“Vi vil gerne hjælpe og støtte arbejdet omkring de unge talenter. Vi syntes vi kan tilbyde nogle gode faciliteter til dette formål. Samtidig giver det os mulighed for at skabe opmærksomhed omkring vores klub og ungdomsspillere, og måske endda tiltrække flere spillere til klubben.”
Tusind tak til Stevns Floorball Klub for en god weekend.