Kvindelandstræner Martin Lytje takker af

Det er med tungt hjerte, at Floorball Danmark og Martin Lytje vælger at stoppe samarbejdet. På grund af ændringer i Martin Lytjes privatliv samt arbejdssituation er det ikke længere det rigtige match. Der kræves et stort fokus og forpligtelse at stå i spidsen for det danske Kvindelandshold, en forpligtelse hverken Martin eller Floorball Danmark vil gå på kompromis med.

Vi har i Floorball Danmark været utrolig glade for Martin Lytje som kvindelandstræner. En trup han har formået at tage til et nyt niveau. Senest bevist med en utrolig tæt kvartfinale og en velspillet slutrunde ved seneste Verdensmesterskab. For Floorball Danmark er det essentielt at vores landstræner kan være til stede i rollen 100%. Derfor er det også efter gensidig aftale at vi siger tak for et godt samarbejde for nu,” lyder det fra Floorball Danmarks direktør, Carsten Provstgaard.

Kvindelandsholdet opnåede deres bedste position nogensinde ved seneste VM 2021 i Uppsala, Sverige hvor de spillede sig til en flot 8. plads og rykkede derfor op i det ’fine’ selskab.

Landstræner, Martin Lytje, fremhæver nedenstående i sin tid som cheftræner for Kvindelandsholdet: ”Jeg har altid været ekstremt stolt af at være en del af Kvindelandsholdet, og det har været en meget speciel tid, der siden 2015 har givet mig oplevelser og bekendtskaber gennem fire VM-slutrunder, halvtreds landskampe og en massevis af samlingstimer. Jeg har været privilegeret i min tid på Kvindelandsholdet, og er yderst taknemmelig for de mennesker jeg har haft omkring mig. Jeg vil gerne takke alle -medtrænere, holdledere, koordinatorer, forældre, fans og naturligvis spillerne. Det har altid handlet om jer, og glæder mig til at følge det nye Kvindelandshold fra sidelinjen.”

Carsten Provstgaard spår dog fortsat om positive takter: ”Fremtiden ser  lys ud for det danske kvindelandshold især med tanke på, at vi har fået etableret et dygtigt og ambitiøs U19-landshold, som virkelig er med til at uddanne de yngre kvindespillere og give dem fundamental erfaring”.

Eliteudvalget vil nu starte processen med at finde et nye kvindelandstrænerteam.

Kvinde A-landsholdet har ingen mesterskaber i år, dog skal U19-kvindelandsholdet til VM den 31. august til 4. september i Polen, hvor vi krydser fingre for et godt resultat.