Jens Hagbarth ny cheftræner for U19-herrelandsholdet

Floorball Danmark er blevet enig med Jens Hagbarth om en 3,5-årig aftale, der gør Jens cheftræner for U19-herrelandsholdet frem til sommeren 2025.

 

Jens Hagbarth startede sin trænerkarriere i Aab for 20 år siden og har siden været cheftræner i Aab, dansk kvindelandstræner, cheftræner i Team Aarhus, cheftræner i Benløse FC og dansk U19-landstræner.

 

”Vi er meget glade for, at Jens har sagt ja til den her opgave og udfordring i Floorball Danmark” siger sportskonsulent Cecilia Di Nardo.

 

”Jens er en faglig dygtig træner, der også besidder store menneskelige kvaliteter og derudover har en solid erfaring, som vi ser værende en stor fordel i arbejdet med talentudvikling og arbejdet med U19-herrelandsholdet.”

 

38-årige Jens Hagbarth ser frem til sit nye job og udtaler:

”Jeg er stolt over at være en del af Floorball Danmark og ikke mindst være en del af U19-herrelandsholdet igen. Jeg glæder mig til sammen med resten af mit team, at opbygge det kommende U19-herrelandshold og udvikle de unge spillere.”

 

”Jeg ser frem til samarbejdet med klubberne, deres trænere og ikke mindst Floorball Danmarks regions- og landstrænere. Sammen skal vi udvikle og løfte dansk ungdomsfloorball – det bliver et spændende projekt.” fortæller Jens.

 

Jens Hagbarth vil stå i spidsen af U19-herrelandsholdet, når de i 2023 spiller VM på hjemmebane i Frederikshavn.

”Jeg ser frem til det kommende U19 VM i Frederikshavn. Det bliver rigtig stort at spille på dansk grund, foran en masse danske floorball fans.  Det er en kæmpe ære at få logoet på brystkassen igen, og jeg kan ikke vente med at komme i gang. Jeg vil allerede i weekenden være at finde i de danske haller.”

 

Sammen med Jens Hagbarth vil træner- og lederteamet på U19-herrelandsholdet bestå af Lars Skytte (assisterende træner), Morten Andersen (Holdleder & målmandstræner), Kim Johansen (behandler) & Jesper Lauridsen (Holdleder).