Et indblik: Overvejelserne bag Hverdagsfloorball i foråret
Herunder følger et uformelt skriv om overvejelserne bag Hverdagsfloorball. Overvejelserne er skrevet af Projektkonsulent Carl-Emil Lysholm, og skal anses for et indblik i tankerne bag Hverdagsfloorball.
Som en lille ramme for dette skriv, kommer her turneringens primære mål er; At give flere floorball spillere og ikke-floorball spillere muligheden for at spille mod andre hold. Dels for at fastholde spillere i foreningerne, hvor der ikke er nok spillere til fuldbane, og dels for at tiltrække potentielle nye spillere, som synes en aften med konkurrence og sved på panden er skægt.
Når man laver en ny turnering, følger der en masse overvejelser. Her kommer overvejelser om en række af dem:
Hvordan fungerer det, kun at vide hvor man skal spille 3 uger inden turneringsaftenen?
Vi har lavet rundspørger og generelt spurgt rundt, og det står os klart, at det ville være fedest at kende datoen og lokation, mere end 3 uger før. Tanken var, at der skulle være op- og nedrykning mellem hver runde, men da der ikke er flere hold med (endnu), så vil vi i foråret planlægge 2 runder frem, så man har sine datoer 6 uger før (pånær første runde, hvor tiden er lidt mere træng).
Er det okay, kun at spille mod de samme hold, alle turneringsaftener, når nu der ikke er nok hold til op- og nedrykning?
Når der ikke er nok hold til op- og nedrykning møder man de samme hold hver gang. Der er blandede følelser omkring dette. Nogen synes det er fint, for det handler bare om motion, fællesskab og sved på banden, imens andre savner det at møde nye hold og hvor det at vinde er et vigtigt element. Vi forstår begge dele, og ville jo bare ønske at vi havde 400 hold, og dermed kunne lave en mere udførlig turnering. Men det bliver lidt de muliges kunst, at få begge dele.
Det vil formentlig blive samme scenarie i foråret, og få at imødekomme vores nye 6 ugers princip, vil vi i de rækker hvor der faktisk er op- og nedrykning, i stedet mixe holdene mellem runde 2 og 3, for at man får lov at møde nye modstandere.
Hvad skal det koste?
Som forbundskonsulent, er prissætning en af mine (Carl-Emil) største linedanse. Vi ønsker på ingen måde at ruinere vores foreninger, tværtimod bliver vi jo kun et stærkere forbund, hvis vores foreninger er så økonomisk stærke som muligt. Men administrationen af Hverdagsfloorball er relativt tung på timer pga markedsføring, kommunikation til tilmeldte klubber, planlægning af 4 turneringer, dommerpåsætning, turneringsprograms-planlægning, coronahåndtering, og heraf alle de ombookninger og afmeldelser der måtte følge, DM i 3 mands til juni, som er gratis for alle Hverdagsfloorball hold, osv.
Jeg håber det gav et indblik i prissætningen.
Hvordan får vi endnu flere med?
Det er jo det gode spørgsmål. Vi laver facebook kampagner. Vi ringede rundt til rigtig mange klubber i august måned. Vi brugte en del tid og ressourcer på en introduktionsvideo, som skulle lære folk om Hverdagsfloorball, og så fortæller vi vidt og bredt om konceptet, når vi møder folk på vores vej. Men men men, den bedste hjælp, det er JER! I kender måske klubberne i jeres nærmiljø, eller måske jeres vennegruppe har lyst til floorball og en øl i badet? Personligt havde jeg (Carl-Emil) min lillebror og far med til et +50 Hverdagsfloorball turnering i Holbæk, og det var virkelig sjovt at dyrke sport med min familie. Ræk ud til jeres venner og bekendte – for jo flere vi er, desto sjovere bliver det for alle.
En afsluttende bemærkning
Hverdagsfloorball er kommet for at blive. Vi er stadig i en fase, hvor konceptet skal rettes til, men overordnet set synes vi det er kommet rigtig godt fra start. Vi har oplevet nye foreninger tilmelde sig, vi ser de “gode gamle” med massere af hold. Vi ser glade og dygtige dommere, og et stærkt fællesskab når baner skal sættes op og pakkes sammen.