De tre landshold får officiel fælles facebookside

Floorball Danmark ønsker at skabe mere opmærksomhed omkring de tre landshold. Det sker med en officiel facebookside med de tre holds aktiviteter.

Interessen for de tre floorballlandshold er stigende – internt som eksternt. Derfor går Floorball Danmark nu i luften med forbundets første officielle landsholdsside på Facebook. Siden bliver en fælles side for herre-, dame- og U19-landsholdet.

– Vi ønsker at sikre kvalitet frem for kvantitet og samtidigt gøre det lettere at følge vores landshold. Vi vil selvfølgelig ikke skelne mellem de tre hold og synes derfor, at denne løsning udstråler fællesskab på tværs af holdene og floorballmiljøet. Samtidigt vil vi gerne hylde og takke de indsatser, der bliver lagt i vores landshold både på og uden for banen, fortæller Floorball Danmarks formand Thorbjørn Ovedal.

Den nye side har fået navnet ‘Floorball Danmarks landshold’ og kommer til at have opslag med kampe og bag om landsholdene. Tanken med at samle holdene er samtidigt at sikre mere indhold på siden.

– Vi har lyttet lidt til de forskellige parter og set lidt på, hvordan man har gjort det andre steder. Samtidigt har vi kigget på det forventelige indhold. Og med den fælles løsning vil der være 1-2 VM-slutrunder og en kvalifikation hvert år. Det vil give et rigtigt fint flow, siger kommunikationskonsulent Tobias Wellendorf.

Facebooksiden er gået online dags dato, og i morgen vil de nye landsdragter blive offentliggjort på siden.

Besøg Floorball Danmarks landshold på Facebook!