Tilbagegang i medlemstal

Sidste år rundede Floorball Danmark en historisk milepæl med 10.090 medlemmer, så det er med en vis ærgrelse at forbundet igen er under de 10.000.

Nedgangen i medlemstallet skal ses med et år hvor corona har påvirket foreningslivet i 9 måneder, og store dele af indendørsidrætten har været lukket ned siden starten af november. Medlemstallet for 2020 er på 9.448 hvilket svarer til en nedgang på 6,4%. 168 foreninger er medlem af forbundet.

I hele DIF-familien kan nedgangen også ses i det samlede medlemstal, hvor 2/3 af forbundene går tilbage, og med et samlet fald i antal medlemmer på 74.000.

Formand for Floorball Danmark Steen Houman udtaler –”Det er aldrig rart i sit første valgår at gå tilbage i antallet er medlemmer. Sammenlignet med andre floorballlande og sportsgrene, så er jeg glad for faldet ikke har været større, og ser det som positivt at medlemmerne har bakket klubberne op. ”

På baggrund af den lange nedlukning, præsenterer Bevæg Dig For Livet Floorball, DGI Floorball og Floorball Danmark i fællesskab i starten af næste uge en samlet genåbningsplan for tilbagevending til Floorball efter corona.

Genåbningsplanen indeholder blandt andet elementer af

  • Foreningsgenstart med tilbud om hjælp fra Floorballkonsulenterne
  • Udendørs 3 mod 3 turneringen
  • Ferieskole tilbud fra DGI Floorball
  • Nationalt Åbent Hus arrangement d. 29. august
  • Skolernes Floorballdag i uge 45
  • Målrettet børne- og Unge-tilbud

Ud over det vil Floorball Danmark komme med andre initiativer til den nye sæson. Sammen med udarbejdelsen af den nye strategi frem mod 2025, så er kursen sat med mål om at Floorball Danmark igen snart kan runde de 10.000 medlemmer.